AVIZ

Elith “Nulle” Nykjær Jørgensen er død

DØDSFALD Den danske musiker Elith Nykjær Jørgensen, Nulle, er død i en alder af 86 år

Det bekræfter hans hustru over for Ekstra Bladet.

Elith Nykjær Jørgensen døde mandag efter en tid med sygdom.

Mange kendte ham som jazzmusiker og atter andre som forfatter af filmmanuskripter og teaterstykker for børn.

Den musikalske løbebane blev indledt på værtshuset Cap Horn i Nyhavn i København.

Her indgik “Nulle” op igennem 1960’erne i forskellige mindre kendte jazzbands, indtil han i 1968 kom med i Fessors Big City Band.

Her spillede han, sideløbende med et arbejde som rekvisitør i Danmarks Radio, frem til 1977, da han kvittede jobbet og dannede trioen Gadedrengene sammen med Finn Otto Hansen og Michael Samuelsson.

De turnerede i Europa og USA og blev en forløber for Elith Nykjærs senere band, Nulle & Verdens Orkestret, som han i 1982 etablerede med sin hustru Louise Albeck.

“Nulle” var som musiker selvlært og beherskede både klarinet, altsax og mundharpe.

– Jeg er nok først og fremmest musiker, men jeg har altid lavet noget andet ved siden af. Det har været rart for mig at kunne rykke og fokusere på noget andet, fortalte “Nulle” i 2017.

Siden 1980 og den famøse julekalender “Jul og grønne skove”, der også blev kendt som “Poul og Nulle i hullet”, begyndte “Nulle” således at arbejde med tv.

Mange vil kende “Nulle” fra en række tv-programmer, som han lavede i et 11 år langt samarbejde med journalist Poul Nesgaard.

Tv-samarbejdet om “Ungdomsredaktionen” resulterede i en række klassikere. Blandt andet mødet mellem daværende overborgmester Egon Weidekamp og en flok unge bz’ere gav mindeværdige tv-scener.

Senere fulgte de populære serier “I Sandhedens Tjeneste” og “Arvefjender”, som også inkluderede den nu afdøde svenske tv-mand Christoffer Barnekow.

“Nulle” har haft fingrene i dusinvis af film og tv-serier, som skuespiller, manuskriptforfatter, komponist og scenograf – blandt andet “Stille Dage i Clichy”, “Een gang strømer”, “Bornholms stemme”, “Slip hestene løs” og “Ledsaget udgang”.

Derudover skrev teaterstykker for børn med vennen, afdøde Flemming Quist Møller. I 2020 blev han tildelt Ben Websters Ærespris.

Elith Nykjær Jørgensen efterlader sig blandt andre sin hustru og en lang og succesfuld karriere.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere