AVIZ

Ekstremt vejr har kostet 195.000 liv i Europa siden 1980

A labourer washes his face with water leaking from a roadside pipe on a hot summer day in New Delhi
A labourer washes his face with water leaking from a roadside pipe on a hot summer day in New Delhi (Anushree Fadnavis/Reuters)

Det har Det Europæiske Miljøagentur (EEA) med base i København oplyst onsdag.

– Næsten 195.000 dødsfald skyldes oversvømmelser, stormvejr, varme- og kuldebølger, skovbrande og jordskred, lyder det i agenturets rapport.

Rapporten gør det samtidig klart, at skader efter ekstremt vejr har kostet 560 milliarder euro i perioden. Det svarer til 4173 milliarder kroner.

Hedebølger står bag 81 procent af dødsfaldene, lyder det videre fra agenturet.

– For at undgå yderligere tab bliver vi nødt til med det samme at bevæge os fra blot at håndtere ekstreme vejrhændelser til at komme dem i forkøbet, siger EEA-ekspert Aleksandra Kazmierczak.

EEA understreger, at Europa skal have fokus på at beskytte kontinentets aldrende befolkning, som er ekstra sensitive over for ekstrem varme.

I sommeren 2022 blev der i kølvandet på flere hedebølger noteret flere dødsfald en normalt. Dødsfald i 2022 indgår dog ikke som en del af rapporten fra EEA udgivet onsdag.

Der er noteret 53.000 flere dødsfald i juli 2022 end i det samlede månedlige gennemsnit i årene 2016-2019. Ikke alle dødsfaldene kan dog direkte ledes tilbage til den ekstreme varme, oplyser EEA.

Alene Spanien har registreret 4600 dødsfald i forbindelse med ekstrem varme i månederne juni, juli og august.

Klimaprognoser spår længere, mere intense og hyppigere hedebølger i fremtiden.

De økonomiske tab for især landbrugssektoren kan ende med at blive “katastrofale”, lyder advarslen fra agenturet. Vejledningen fra EEA lyder her, at tab kan kommes i forkøbet ved at tilpasse afgrøder til stigende temperaturer.

/ritzau/AFP

Andre læser også