AVIZ

Eksplosioner hørt i Kyiv: Luftforsvar taget i brug

FILE PHOTO: Tracers are seen in the night sky as Ukrainian servicemen fire on the drone in Kyiv
FILE PHOTO: Tracers are seen in the night sky as Ukrainian servicemen fire on the drone in Kyiv (Gleb Garanich/Reuters)

Eksplosioner er natten til torsdag hørt i den ukrainske hovedstad, Kyiv, samt andre ukrainske byer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lokale myndigheder i Ukraine melder om, at luftforsvarssystemer har været i brug.

– Luftforsvaret virker i Kyiv-regionen, lyder det fra den regionale militære administration via beskedtjenesten Telegram.

Et Reuters-øjenvidne i Kyiv siger, at der er hørt mindst et kraftigt brag.

Det ukrainske medie Suspilne melder også om eksplosioner i Zaporizjzja i den sydlige del af landet.

Yuri Malashko, der er leder af Zaporizjzjas regionale militæradministration, oplyser på Telegram, at luftforsvarssystemer har været i brug.

Ifølge lokale medier er der også meldinger om brag i Odesa.

Angrebene mod Kyiv er taget til på det seneste, og torsdag slog russiske missiler igen ned over hovedstaden i det største angreb i flere måneder.

Flere andre ukrainske byer blev også genstand for missilangrebet, hvor mindst 25 mennesker, heriblandt et treårigt barn, mistede livet.

Nattens eksplosioner torsdag sker, dagen efter at et droneangreb ramte den Kreml-fæstningen, som ligger i hjertet af Ruslands hovedstad, Moskva, og er der, hvor præsident Vladimir Putin har sit officielle kontor.

Rusland hævder, at der er tale om et ukrainsk terrorangreb – en forsøgt likvidering af Putin – og har sagt, at Rusland vil gengælde angrebet, hvis landet finder det nødvendigt.

Flere har dog sat spørgsmålstegn ved, om Ukraine står bag angrebet. Senest den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW), som finder det urealistisk, at Ukraine skulle kunne have ramt så godt et garderet sted som Kreml-fæstningen.

/ritzau/

Andre læser også