Tidligere Venstre-minister Ulla Tørnæs er alligevel ikke færdig med politik, som hun ellers sagde sidste år.
Hun vil vælges til Europa-Parlamentet ved valget næste år.
Det siger formanden for det lokale EU-udvalg for Venstre i Vestjyllands Storkreds til Altinget.
– Vi er rigtig glade for, at hun vil stille op til Europa-Parlamentet igen. Hun er med sin ministererfaring en særdeles kompetent politiker, og så er hun en kvinde med gode liberale holdninger,” siger formand Jakob Repsholt til netmediet.
Først på et opstillingsmøde 6. juni kan Ulla Tørnæs formelt vælges som Vestjyllands Storkreds’ kandidat, hvor også andre kandidater kan melde sig.
I august 2022 meddelte Ulla Tørnæs, at hun ikke genopstillede ved næste folketingsvalg.
– Jeg har været med i 28 år med et kort afbræk til EU, og jeg fylder 60 år i starten af september. Nu vil jeg prøve noget andet, selv om jeg endnu ikke ved, hvad det skal være, sagde hun til JydskeVestkysten.
Men ifølge lokalformanden er hun altså nu klar til en politisk tur mere. Og Europa-Parlamentet vil ikke være helt nyt for Ulla Tørnæs.
Ved europaparlamentsvalget i 2014 var hun Venstres spidskandidat og blev valgt ind med over 136.000 personlige stemmer.
Hun blev efterfølgende i februar 2016 hentet hjem til Danmark, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde hende til minister for udviklingssamarbejde.
Ulla Tørnæs sad på den ministerpost frem til valget i 2019, hvor hun også blev valgt ind i Folketinget igen.
Tidligere var hun også undervisningsminister og uddannelses- og forskningsminister. Hun blev første gang valgt til Folketinget i 1994.
Efter Bergur Løkke Rasmussens partiskifte til Moderaterne har Venstre tre europaparlamentarikere, Morten Løkkegaard, Asger Christensen og Erik Poulsen.
Både Bergur Løkke Rasmussen og Erik Poulsen er forholdsvis nye i Bruxelles, efter Søren Gade og Linea Søgaard-Lidell opgav deres mandat, da de blev valgt til Folketinget for Venstre sidste år.
Ifølge Altinget vælger Venstre sin spidskandidat til næste års europaparlamentsvalg på et hovedbestyrelsesmøde lørdag. Morten Løkkegaard var spidskandidat ved seneste valg.
/ritzau/
Andre læser også