AVIZ

Efterretningslæk skader ifølge Zelenskyj USA’s omdømme

war in Ukraine.
war in Ukraine. (Presidential Office Of Ukraine/Ritzau Scanpix)

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har ikke haft nogen samtaler med Det Hvide Hus om det massive læk af amerikanske efterretninger.

Det siger han i et interview med avisen The Washington Post.

– Det er unyttigt for os. Det er ikke fordelagtigt for Det Hvide Hus’ omdømme, og jeg mener ikke, det er fordelagtigt for USA’s omdømme, siger han.

Lækagen indeholder en række dokumenter, der tilsyneladende viser tophemmelig information om blandt andet Ukraines forsvar.

Ægtheden af dokumenterne er ikke blevet bekræftet.

I sagen er den 21-årige amerikanske garder Jack Teixeira mistænkt for at lække fortrolige dokumenter på internettet.

Han blev 13. april anholdt og anklaget for på uautoriseret vis at have fjernet, opbevaret og videregivet fortrolige dokumenter og materialer.

Han har angiveligt delt dem i en onlinegruppe.

Oprindeligt virkede det til, at dokumenterne begyndte at florere på internettet omkring marts.

Men faktisk var det allerede i ugerne efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, at han tilsyneladende begyndte at offentliggøre efterretninger på tjenesten Discord.

Det har The New York Times skrevet baseret en gennemgang af beskeder delt i en chatgruppe med omkring 600 medlemmer.

Teixeira fik adgang til dokumenterne i kraft af sit arbejde i efterretningsafdelingen i Air National Guard. Det er en føderal reservestyrke tilknyttet USA’s luftforsvar.

Han har haft adgang til tophemmeligt materiale siden 2021, fremgår det ifølge CNN af sagsakterne.

Blandt dokumenterne kan man læse information om russiske og ukrainske tabstal.

Man kan også læse om de russiske efterretningstjenesters arbejde og den hjælp, vestlige lande har ydet Ukraine.

/ritzau/

Andre læser også