AVIZ

Efterretningschef: Sverige har ikke været så farligt siden 1945

WEB_INRIKES

Sådan lød det søndag fra chefen for efterretningstjenesten i den svenske region midt, Jale Poljarevius, efter en uge plaget af flere voldsomme formodentlig banderelaterede drab.

– Vi har ikke haft den situation, vi har nu, siden 1945. Det er en farlig tid nu, sagde han i debatprogrammet Agenda på Sveriges svar på DR, SVT.

Siden 7. september er syv personer blevet dræbt i og omkring Stockholm og Uppsala.

Blandt ofrene er en 13-årig og en 17-årig dreng. Og i Uppsala mistænkes to teenagedrenge for at have dræbt 60-årig kvinde.

Flere af drabene menes at have forbindelse til det kriminelle netværk, der går under navnet “Foxtrotnettverket”.

Den svenske regering indkaldte søndag til et ekstraordinært møde for at diskutere den seneste tids mange skuddrab i Sverige.

Mødet, som regeringen har indkaldt til, skal finde sted i Rådet mod organiseret kriminalitet i begyndelsen af denne uge.

Rådet blev oprettet i december sidste år og ledes af Sveriges justitsminister.

– Vi skal have mobiliseret den kriminalitetsbekæmpende indsats sammen med den kriminalitetsforebyggende indsats, lød det ifølge SVT fra justitsminister Gunnar Strömmer fra Moderaterna.

Mange af drabene involverer unge mennesker fra især udsatte forstæder. Netop risikoen for, at de ville blive trukket yderligere ind i bandekonflikten, advarede politiet i Sverige allerede om i 2010.

Socialminister Camilla Waltersson Grönvall fra Moderaterna sagde også i søndagens Agenda, at børn helt ned til ti år bliver rekrutteret til bander.

Sverige satte sidste år en trist rekord.

I løbet af 2022 blev 63 personer skuddræbt sammenlignet med 45 året før.

I Danmark blev der blot skuddræbt otte personer i 2022.

ritzau/TT

Andre læser også