AVIZ

Efterlyst for grove knivoverfald i Aarhus har meldt sig selv

Pressemøde i Aarhus om skuddrab og knivdrab
Pressemøde i Aarhus om skuddrab og knivdrab (Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den anholdte sigtes for forsøg på manddrab og for farlig vold mod de to ofre. Flere menes dog have deltaget i overfaldet, som skete på Langenæs Allé.

Først blev ofrene påkørt i en bil, og derefter blev de stukket med kniv. Forbrydelsen skete lidt over midnat natten til lørdag.

Det ene offer, der er 18 år, var en overgang i livsfare, men meldes søndag i stabil tilstand. Den anden, der er 19, fik overfladiske skader.

Parterne kender hinanden i forvejen, oplyste politiet lørdag.

– Det er foregået i det kriminelle miljø i Aarhus. Vi har et godt billede af, hvor vi skal kigge hen, lød det fra vicepolitiinspektør Anders Uhrskov lørdag aften.

Søndag fortæller politiet, at man hurtigt fokuserede på den 24-årige. Mens betjente ledte efter ham, var der telefonisk kontakt, og det endte med, at han meldte sig selv ved middagstid.

Vidner har under efterforskningen hjulpet med informationer, og politiet vil fortsat gerne høre fra folk, der befandt sig på eller nær Langenæs Allé ved midnat til lørdag, og som lagde mærke til noget.

Mandag vil den anholdte formentlig blive ført ind i et retslokale, hvor en dommer skal afgøre, om der er grund til at varetægtsfængsle ham.

/ritzau/

Andre læser også