AVIZ

Efter års tilløb vil Grønland nu tiltræde Parisaftalen

GREENLAND Visit to Pituffik Space Base

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut, Grønlands regering.

Dermed er der nu sat punktum i en årelang politisk debat i Grønland. Tilbage i november 2021 lød det fra landsstyreformand Múte B. Egede, at regeringen ønskede, at Grønland skulle tiltræde klimaaftalen.

Men efter Múte B. Egedes parti, Inuit Ataqatigiit (IA), skiftede koalitionspartner fra Naleraq til Siumut, gik tiltrædelsen i stå, skriver det grønlandske medie KNR.

Siumut har været bekymret for konsekvenserne ved at tiltræde Parisaftalen, men det er der kommet klarhed over efter en advokatundersøgelse.

Det er blandt andet slået fast, at miljø og klima er et grønlandsk anliggende, og Danmark skal derfor ikke ind over tiltrædelsen.

– Dermed er det Inatsisartut selv, der får lov til at bestemme, hvordan klimaaftalen kommer til at se ud, siger Siumut-formand Erik Jensen til KNR.

Den del betones også i pressemeddelelsen af Grønlands minister for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, Kalistat Lund (IA).

– Det grundige forarbejde viser, at Parisaftalen ikke er en hæmsko for Grønlands udvikling, tværtimod.

– Selvstyreloven skal danne grundlag for vores tiltrædelse af Parisaftalen. Vi tiltræder i anerkendelse af, at vi er et oprindeligt folk med ret til selvbestemmelse. Vi er ansvarlige for vores klimapolitik, og vi tiltræder Parisaftalen på disse præmisser, siger Kalistat Lund.

Næste skridt for Grønland er at udarbejde en national klimastrategi og fastsætte klimamålsætninger.

Grønland kan beslutte at udelade nogle sektorer fra klimamålsætningerne om reduktion af drivhusgasser som eksempelvis råstof og fiskeri.

Parisaftalen er en global klimaaftale fra 2015, som knap 200 lande har tilsluttet sig. I den er det blandt andet aftalt, at verdens lande skal bestræbe sig på at mindske den globale opvarmning.

Den må højst stige med 2,0 grader sammenlignet med 1990. Og helst skal den holdes under 1,5 grader.

/ritzau/

Andre læser også