Den Europæiske Centralbank (ECB) har torsdag hævet sin ledende rente med 0,25 procentpoint til 3,25 procent.
Det skriver nyhedsbureauet MarketWire.
Rentestigningen er centralbankens syvende i træk.
Dog er niveauet denne gang en smule lavere end de foregående seks gange. Her er renten alle gange blevet hævet med 0,50 procentpoint.
– Det er rent faktisk den mindste renteforhøjelse, som ECB har leveret i denne renteforhøjelsescyklus, bemærker Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en skriftlig kommentar.
– Forude venter vi, at ECB affyrer et enkelt skud mere med rentebøssen på 0,25 procentpoint, så ECB’s rente topper i 3,5 procent, skriver han.
ECB’s rente er ledende på den måde, at mange europæiske banker – herunder Nationalbanken i Danmark – typisk følger den.
Hos Dansk Industri ser cheføkonom Allan Sørensen rentestigningen som et tegn på, at inflationen fortsat er før høj til ECB’s smag.
– ECB skruer op for den medicin, der skal bremse den høje inflation som har smittet europæisk økonomi, siger Allan Sørensen.
– Inflationen er fortsat alt for høj til ECB’s temperament. Inflationen steg lidt i april, og kerneinflationen er endnu ikke for alvor begyndt at aftage, lyder det i en skriftlig kommentar.
Økonomer kigger ofte på kerneinflationen, fordi det giver et indtryk af, hvor bredt inflationen har spredt sig i samfundet.
Her fraregnes prisudviklingen på energi og ikkeforarbejdede fødevarer.
Inflationen i eurozonen – de lande, der har euro som valuta – steg fra 6,9 procent i marts til 7,0 procent i april. Kerneinflationen aftog marginalt fra 5,7 til 5,6 procent.
ECB er centralbank for eurozonen. ECB sætter eurozonens rente og kan også skabe flere euro efter behov og stabilisere økonomierne i eurozonen ved at opkøbe eller sælge statsobligationer.
/ritzau/
Andre læser også