AVIZ

DSB præsenterer og tester model af nyt elektrisk tog

Pressemøde med DSB og Alstom om IC5
Pressemøde med DSB og Alstom om IC5 (Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.

IC5-togene skal erstatte IC4-togene, IC3-togene og Øresundstogene, som udfases løbende, og det vil køre som både InterCityLyn-, InterCity- og regionaltog.

Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB, mener, at danskerne kan forvente kortere rejsetid og bedre komfort.

– Det er et moderne design indvendigt med bedre information til kunderne. Driftsmæssigt har det en meget høj kvalitet, hvilket betyder, at der vil være færre tog, der vil opleve fejl, siger han.

– Vi har prioriteret, at man har god benplads og to armlæn mellem sæderne. Det minder meget om et åbent lyst rum.

DSB og den franske togproducent Alstom har en aftale om leverance af 100 elektriske togsæt i årene 2025-2029.

Men direktøren kan ikke sætte en præcis dato på, hvornår togene begynder at køre.

– Aftalen er, at de første tog bliver leveret i midten af 2025. Derefter er der en periode med testkørsel, så driften fungerer, som den skal, siger Flemming Jensen.

Formålet med modellen er at teste togets funktionalitet og design over for forskellige grupper, eksempelvis brugere med nedsat mobilitet, lyder det.

Samtidig vil DSB bruge modellen til at forberede uddannelsen af DSB’s personale og vise danskerne, hvad de kan se frem til i det færdige tog.

Flemming Jensen fortæller, at togene bliver leveret, så det passer med Banedanmarks opgradering af togskinner, signalsystem og elektrificering.

– Det kræver også en ombygning af hovedbanegården i Aarhus. Skinnerne skal sænkes, fordi der skal være plads til køreledninger. Det er et puslespil, siger han.

– Allerede i dag vil man kunne køre på strækninger, der i forvejen er elektrificeret. I takt med at man udruller elektrificeringen vil man kunne bruge alle togsættene.

/ritzau/

Andre læser også