AVIZ

DSB-medarbejdere genoptager arbejdet

Pressemøde med DSB og Alstom om IC5
Pressemøde med DSB og Alstom om IC5 (Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

DSB’s togdrift har siden mandag været ramt af aflysninger som følge af arbejdsnedlæggelser hos medarbejderne. Nedlæggelserne betød, at DSB ikke havde det samme antal tog at sende på skinnerne.

Det var medarbejdere på DSB’s værksteder, der nedlagde arbejdet.

Tirsdag formiddag lød det, at omkring 600 til 700 medarbejdere på værkstederne havde nedlagt arbejdet.

Her var medarbejderne utilfredse med en lønforhandling, lød det.

Det fortalte Jens Kjeldsen, der er landsformand for Fællesorganisationen Jernbanedrift, der organiserer håndværkere ansat ved DSB, DSB Vedligehold A/S, S-tog og Banedanmark.

– Medlemmerne er sure over, at det har været en dikteret lønforhandling. Vi fik tilbudt et tal, og det sagde vi nej til og argumenterede for, at tallet skulle være anderledes. Men DSB rykkede sig ikke, sagde han tirsdag.

Men torsdag kan DSB altså konstatere, at medarbejderne er mødt op igen, fortæller informationschef i DSB Tony Bispeskov.

– Vi kan konstatere, at håndværkerne er vendt tilbage til arbejdet, efter at der har været en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der begyndte i mandags, siger han.

– Nu er de tilbage og kan begynde at besigtige omfanget af de mange tog, der holder ude på værkstedet og skal serviceres.

De mange dages stilstand på DSB’s værksteder har efterladt en pukkel af vedligehold, som DSB nu er i gang med at danne sig et overblik over.

– Der er lidt forskel på de forskellige toptyper. Hvis man taget IC3-toget, så er det et tog, vi normalt har 96 af. I øjeblikket holder 72 af dem på værkstedet, siger Tony Bispeskov.

– Det har haft nogle konsekvenser i forhold til aflysninger, og nogle tog har været endog meget korte.

Derfor kommer der også til at gå nogle dage, før DSB forventer at være tilbage i normal drift.

– Der vil fortsat være konsekvenser af det her de kommende dage i forhold til kortere tog og aflysninger. Vi forventer, at der vil gå op mod to uger, før vi er helt tilbage igen, siger informationschefen.

– Ud over efterslæbet er der også det arbejde, der normalt er at gøre på værkstedet.

Rejsende opfordres til at tjekke, om deres rejse påvirkes på Rejseplanen eller DSB’s hjemmeside.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere