En enkelt person er kommet til skade, og en etageejendom i regionen Tula er blevet beskadiget.
Det melder en række regionale embedsmænd og borgmestre ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.
Det vides ikke, om droneangrebene er en del af en koordineret indsats. Ifølge Tass er det Ukraine, som står bag.
Det har ikke været muligt at bekræfte.
Nattens første nyheder om droneangrebene indløb klokken 02.30 dansk tid fra Tass.
Sergej Sobjanin, som er borgmester i den russiske hovedstad, Moskva, kunne på beskedtjenesten Telegram berette, at russisk luftværn måtte nedskyde en sværm af droner, der havde kurs mod hovedstaden.
Droner blev nedskudt i regionerne Moskva, Kaluga, Brjansk og Tula. Der var tale om 11 styks.
– Kyivs forsøg på at bruge fastvingede droner til at udføre terrorangreb mod mål i Rusland blev spoleret i de tidlige søndagstimer. Luftværn ødelagde 11 ukrainske droner over regionerne Moskva, Tula, Kaluga og Brjansk, lød det i en pressemeddelelse fra det russiske forsvarsministerium.
En halv times tid senere kunne borgmesteren oplyse, at endnu en drone var blevet skudt ned, denne gang over Podolsk, som ligger knap en times kørsel syd for det centrale Moskva.
Aleksej Djumin, guvernør for Tula-regionen, oplyste en halv time efter det, at en person var kommet til skade, efter at vragrester fra en drone var styrtet ned i en etageejendom.
Vinduerne var desuden blevet slået i stykker i tre af ejendommens lejligheder.
/ritzau/
Andre læser også