Sådan lyder det tirsdag i Retten i Glostrup, hvor en 19-årig afhøres i sagen om et knivstikkeri, der endte fatalt for rapperen Milan Rahim i Høje Taastrup i 2021.
Den 19-årige er tiltalt for at have forsøgt at dræbe en 22-årig mand, der ifølge anklageskriftet dræbte Milan Rahim.
Det gjorde den 19-årige angiveligt i forening og efter aftale med to andre tiltalte i sagen og også den afdøde rapper.
Knivstikkeriet var et sammenstød mellem de fire mænd på den ene side og den 22-årige og hans ven på den anden side. Det foregik i Cederlunden den 14. november 2021.
Her holdt de to grupper ind i Cederlunden i hver deres bil.
Det hele gik meget hurtigt, fortæller den 19-årige i retten.
– Pludselig kommer der en kniv flyvende imod mig. Jeg slår ud efter personen med mine hænder, siger han.
Han blev stukket i højre bryst og venstre underarm. Den 22-årige er tiltalt for at have stukket ham.
Den 19-årige ramte manden med kniven i hovedet, som faldt ned på jorden.
– Det er, som om der løber en spasme igennem hans krop, og han slipper kniven. Så jeg løber mod kniven, får fat på den og stikker ham, der stak mig, i benet, siger han.
Efter det løb den 19-årige fra stedet og efterlod Milan Rahim tilbage. Han tog direkte på hospitalet, men ringede ikke til politiet efterfølgende.
Senioranklager Rasmus Kim Petersen vil i retten vide, hvorfor han ikke gjorde det.
– Det er lidt sådan i Taastrup, at du ikke skal stikke og snakke med politiet. Sådan er det bare i byen. Jeg var bange for, at nogen ville komme efter mig, hvis jeg gjorde det, lyder det.
Anklageren har svært ved at forstå logikken.
– Du var en almindelig gymnasieelev med en almindelig omgangskreds. Når du siger, at man ikke må stikke, får man jo nogle konnotationer til bander, siger Rasmus Kim Petersen.
– Det har slet ikke noget med bander at gøre. Men jeg har set nogle kammerater være i retten og fortælle navne, og efter nogle uger bliver de stukket ned, siger den 19-årige.
Den 22-årige mand fortalte om sin oplevelse af sagen, da han blev afhørt mandag.
Han fortalte, at den store gruppe jagtede ham og hans ven både i bil og til fods – og at han ingen kniv havde på sig.
De er afsat otte dage til sagen, og der ventes afgørelse senest 28. marts.
/ritzau/
Andre læser også