AVIZ

Dommer fængsler syv mænd i sag om drabsplaner i bandemiljøet

Antiterrorsag: Anholdte fremstilles i grundlovsforhør

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) på det sociale medie X – tidligere Twitter – torsdag morgen.

Alle sigtede nægter sig skyldige.

Grundlovsforhøret begyndte onsdag klokken 13 og sluttede først sent onsdag aften.

Mændene er i alderen fra 24 til 36 år og blev anholdt i en koordineret aktion.

De er sigtet for at planlægge drab på flere personer i rocker- og bandemiljøet under en verserende bandekonflikt i begyndelsen af 2021.

Derudover er de sigtet for besiddelse af automatrifler og pistoler og for at have købt og forsøgt at købe sprængstoffer og detonatorer.

Sprængstofferne og detonatorerne skulle ifølge politiet anvendes til bomber, der skulle bruges i forbindelse med de planlagte drab.

Det er politiets opfattelse, at de planlagte drab skulle ske som gengældelse for et drab, der var blevet begået mod et højtstående medlem af den bandegruppering, som de sigtede tilhørte.

Flere af de sigtede menes i dag at være tilknyttet andre rocker- og bandegrupperinger end dem, de var tilknyttet i 2021.

Sagen bygger blandt andet på bevismateriale fra krypterede korrespondancer på såkaldte SKY-telefoner.

Efter at fransk og hollandsk politi for et par år siden fik adgang til tusinder af ellers hemmelige beskeder på såvel platformen SKY som EncroChat, er der blevet rejst et stort antal straffesager i flere europæiske lande.

I flere end 100 straffesager indgår den type materiale som bevis, har Justitsministeriet tidligere i år oplyst til Folketingets retsudvalg.

/ritzau/

Andre læser også