AVIZ

Dommer blokerer lov om forbud mod dragshows i Tennessee

(Karen Pulfer Focht/Reuters)
(Karen Pulfer Focht/Reuters)

Dommeren siger, at loven er for “vag og alt for bred” i den måde, som den begrænser ytringsfriheden.

Delstatens guvernør, republikanske Bil Lee, underskrev i februar en lov, der var blevet stemt igennem af delstatens lovgivende forsamling, og som skulle have trådt i kraft lørdag.

Loven havde til formål at begrænse dragshows i offentligheden eller foran børn.

– På nuværende tidspunkt vurderer retten, at loven sandsynligvis både er vag og overdrevet bred, siger distriktsdommer Thomas Parker, der er udpeget af tidligere præsident Donald Trump, om blokeringen af loven.

Dommeren siger, at staten ikke på overbevisende vis har retfærdiggjort de restriktioner, som loven skal indføre.

Bill Lee har sagt, at loven skal beskytte børn mod “potentielt at blive udsat for seksualiseret underholdning og for obskøniteter”.

En LGBT-teatergruppe, der hedder Friends of George’s, havde lagt sag an mod staten på grund af loven. Dommeren valgte altså at stå på teatergruppens side.

Loven er en del af en tendens de seneste måneder, hvor republikanske magthavere har forsøgt at regulere homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes adfærd.

Der er mindst 15 andre stater, der også vil forsøge at begrænse offentlige dragshows på forskellig vis.

I Tennessee er adskillige planlagte dragshows blevet aflyst over vinteren, og mange spillesteder har set sig nødsaget til at sige, at ellers familievenlige dragshows kun er for voksne.

En stor del af debatten i Tennessee drejer sig om, hvorvidt drag grundlæggende er en seksuelt eksplicit kunstform.

Dragkunstnere og civile grupper har fordømt begrænsninger af dragshows. De siger, at de er imod den amerikanske forfatning, overflødige på grund af allerede eksisterende love om obskøniteter og kan føre til yderligere chikane og vold mod homoseksuelle og transkønnede personer.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere