Israel har bjærget adskillige lig, som frem til onsdag havde ligget nær grænsen, hvor Hamas-militante havde barrikaderet sig.
På den israelske side er dødstallet steget fra omkring 1000 til 1200. Det gør Hamas’ angreb til det dødeligste mod Israel i landets 75-årige historie.
Yderligere 2700 er blevet meldt såret siden Hamas’ store angreb.
Hamas angreb lørdag morgen Israel både fra luften og på landjorden. Ifølge den militante gruppe affyrede den 5000 raketter mod Israel på 20 minutter. Israel har berettet om halvt så mange raketter.
Krigere fra Hamas brød desuden gennem den ellers stærkt bevogtede grænse mellem Gaza og Israel. En israelsk festival nær grænsen blev angrebet, og Hamas indtog flere israelske byer og kibbutzer.
Israel har sammenlignet angrebet med angrebene mod USA den 11. september 2001. Israel har også iværksat omfattende modangreb.
Ifølge Gazas sundhedsministerium har over 900 palæstinensere mistet livet i de israelske modangreb. Blandt dem er angiveligt 260 børn.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har advaret om, at Israels modsvar kun er begyndelsen på en krig, der vil “ændre Mellemøsten”.
Natten til onsdag er mindst 30 personer blevet dræbt som følge af hundredvis af israelske luftangreb i Gaza, siger en embedsmand fra Hamas.
Angrebene har ramt flere bygninger på det Hamas-tilknyttede Islamiske Universitet i Gaza. Det siger en embedsmand fra universitetet.
Israels militær har bekræftet, at det har ramt adskillige mål i nattens løb.
Hamas, der har kontrolleret Gazastriben siden 2007, har taget flere personer som gidsler. Den militante gruppe har truet med at slå gidsler ihjel, hver gang Israel udfører angreb mod civile mål uden varsel.
/ritzau/AFP
Andre læser også