AVIZ

DMI varsler skybrud og torden i Sydvestjylland og Vestsjælland

Regn på Midtsjælland
Regn på Midtsjælland (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det er et niveau højere end den risikomelding, DMI meldte ud tidligere på dagen.

– Regn- og tordenbyger er poppet op flere steder i Danmark. Nogle er så kraftige, at de har skybrudsintensitet, skriver DMI på Twitter.

DMI’s varsler er inddelt i fire niveauer, der vises som en risikomelding.

De fire niveauer afspejler, i hvor høj grad vejret kan forårsage skader. Højeste kategori er de kraftigste og farligste vejrfænomener.

Den seneste udmelding er den tredjehøjeste kategori.

De seneste uger er der blevet indført afbrændingsforbud flere steder i landet på grund af tørt og varmt vejr, der har skabt udfordringer.

Torsdag var meldingen fra DMI, at der ikke var registreret nedbør i 22 dage på landsplan.

Forrige weekend nåede det landsdækkende tørkeindeks ifølge DMI op på 10,0. Det er det højeste på skalaen.

DMI oplyste søndag, at maj og juni har været så tørre, at de to måneder indtil nu kun har kastet 14,1 millimeter regn af sig på landsplan.

Normalen for de to måneder er 111,6 millimeter.

Derfor falder DMI’s varsling lørdag også på et tørt sted.

Men selv om der er udsendt varsel om skybrud og torden i Sydvestjylland og Vestsjælland, gælder det våde vejr ikke for resten af landet.

DMI skriver, at der er risiko for hedebølge i store dele af Jylland både lørdag, søndag og mandag.

Hedebølge er defineret ved, at gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage forventes at overstige 28 grader.

/ritzau/

Andre læser også