AVIZ

DMI spå regn og byger i weekenden – men herefter skifter vejret

Et udbredt regnvejr på vej mod vestkysten ved Vejers Strand.
Et udbredt regnvejr på vej mod vestkysten ved Vejers Strand. (John Randeris/Ritzau Scanpix)

Sådan bliver weekendens vejr ifølge Jesper Rosberg, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

– Den kommende weekend ser vejret ud til at blive ret ustadigt. Der er mulighed for regn og byger.

– Nu her i første omgang har vi i dag en varmfront, der passerer landet fra øst. Det giver regn mange steder i landet, siger meteorologen.

Temperaturerne byder lørdag på op til 13 graders varme.

Først på weekenden passerer områder med regn altså landet fra øst, men fra søndag stabiliseres vejret.

Det betyder dog ikke meget blå himmel, men overvejende skyet vejr – og stadigvæk med regn indimellem.

I løbet af eftermiddagen søndag kan det klare op, og solen kan skinne. Dagtemperaturerne forventes at ligge mellem 9 og 14 grader.

Skal Jesper Rosberg fremhæve en heldig landsdel, bliver hans bud Bornholm.

– Det bliver et vekslende skydække, og generelt ret mange skyer. Men hvis man skal pege på et sted, så vil jeg nok pege på Bornholm, siger han.

– De kommer nok til at gå fri for de fleste byger, og hvis ikke bliver det kun til enkelte byger. Det bliver nok mest tørt på Bornholm, siger Jesper Rosberg.

DMI spår forårsfornemmelser på den anden side af weekenden.

Her ventes temperaturerne at stige, ligesom der også bliver kig til solen. Sidst på ugen kan termometeret lokalt komme helt op på 20 grader.

/ritzau/

Andre læser også