AVIZ

Diplomater og udlændinge fortsætter med at forlade Sudan

Drone video shows smoke rising over Sudanese city near Khartoum
Drone video shows smoke rising over Sudanese city near Khartoum (Video Obtained By Reuters/Reuters)

Udlændinge og diplomater fra en række lande fortsætter mandag med at forlade Sudan, hvor en magtkamp mellem to generaler har ført til blodig konflikt.

Diplomater fra USA og Storbritannien har forladt landet, og andre lande er fortsat i gang med at få statsborgere og diplomater ud.

Danmark har evakueret 15 danskere med fly fra Sudan natten til mandag. Det oplyser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en skriftlig meddelelse.

En gruppe på 14 er ankommet til det østafrikanske land Djibouti mandag morgen. Den 15. og sidste dansker er på vej.

Indsatsen fortsætter for en række lande.

Mandag morgen melder Norge, at det norske udenrigsministerium har sendt et såkaldt udrykningshold til Djibouti for at forberede evakueringen af norske statsborgere fra det uroplagede Sudan.

Derudover melder Sverige, at personalet på den svenske ambassade i Sudans hovedstad, Khartoum, er blevet evakueret.

Endnu befinder der sig dog 150 svenskere i Sudan, siger statsminister Ulf Kristersson på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet TT.

Fra Tyskland lyder det, at det første tyske militærfly med 101 ombordværende er landet i Berlin mandag morgen. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Udenrigsministeriet lader ikke til at kende til yderligere danskere, der ønsker evakuering.

– Alle 21 tilbageværende personer på danskerlisten fik tilbud om evakuering, da der søndag viste sig mulighed for evakuering med fly. Det valgte 15 danskere at tage imod. De danskere, der stadig befinder sig i Khartoum (Sudans hovedstad, red.), har ikke ønsket evakuering, oplyser Udenrigsministeriet.

Den paramilitære organisation Rapid Support Forces (RSF) har i over en uge været i et blodigt opgør med landets militær blandt andet på grund af uenighed om, hvorvidt der skal indføres et civilt styre i det afrikanske land.

Sudans hær og RSF stod bag et fælles militærkup i oktober 2021. Men siden er der opstået en magtstrid mellem parterne.

/ritzau/

Andre læser også