Pressemeddelelse: 5.9.2023 08:00:00 CEST | Kompas Kommunikation
Som forberedelse til EU’s kommende ESG-rapporteringskrav (ESRS) har VALIFIED, en digital ESG-platform, sammen med brancheforeningen Danmarks Restauranter og Caféer (DRC) netop lanceret en digital brancheløsning. En løsning der vil hjælpe både små som store virksomheder med ESG-rapportering uden, at det behøver at koste virksomhederne kassen.
De nye rapporteringskrav nærmer sig, og for virksomhederne anses kravene som en både ressourcetung og uforudset tidsmæssig byrde, som kræver særlig viden og kompetencer. For at hjælpe virksomhederne på vej, har VALIFIED og DRC i fællesskab udviklet en brancheløsning, der udover at fungere som en fælles rapporteringsstandard for restaurationsbranchen – også er en sammenhængende digital understøttelse af virksomhedernes ESG-arbejde.
Jesper Kring, CEO hos VALIFIED, forklarer det således; ”Ved at lave en digital ESG-løsning opnår man varig værdi, idet et digitalt system medfører, at det er nemmere at følge med, når der opstår ændringer. Desuden får virksomhederne via løsningen også mulighed for at benchmarke sig selv i forhold til branchen – ligesom de let kan dele data med samarbejdspartnere som for eksempel kunder, forsikringsselskaber eller banken”.
En branchebesparelse på op til 150 mio. kroner
VALIFIED og DRC’s brancheløsning er udviklet med udgangspunkt i en omfattende væsentlighedsanalyse af branchen og dens stakeholders i henhold til de 1144 datapunkter, der indgår i ESRS. Dette er en stor fordel for den enkelte virksomhed, idet virksomheden ikke skal starte fra nul med at lave en dybdegående væsentlighedsanalyse selv, men de kan tage udgangspunkt i en brancheanalyse og derfra udpege og rapportere egne ESG-handlingsplaner og indsatser, hvilket sparer virksomheden en hel masse tid og penge.
”Helt konkret vil en fælles brancheløsning spare virksomheder konsulenttimer til valg af relevante datapunkter. En proces, der normalt kan koste mellem 50.000 og 100.000 kroner for små virksomheder og langt mere for store, hvis de skal have professionel assistance. På brancheniveau kan der være tale om en samlet besparelse på mellem 75 mio. og 150 mio., udover de øvrige fordele som en digital ESG-Platform som VALIFIED bidrager med,” fortæller Jesper Kring.
Birgitte Wad, Innovationschef hos DRC, udtrykker følgende om den fælles brancheløsning: “Udvælgelsen af de relevante datapunkter inden for E, S og G er noget af det, som kan ende med at trække tænder ud på virksomhederne. I samarbejde med VALIFIED og vores medlemmer har vi identificeret 70 datapunkter, som er relevante for branchen; CO2 og energiforbrug, lokalsamfund og medarbejdere, biodiversitet og økosystemer, emballage og affald – for blot at nævne nogle”.
Undervejs i udviklingsfasen har VALIFIED og DRC været i tæt sparring med DRC’s medlemmer. Blandt andet har én af de større medlemsvirksomheder: Sticks’n’Sushi, som allerede har flere års erfaring med bæredygtighedsarbejde, bidraget med konkret feedback til valg af datapunkter, samt hvordan den fælles løsning kan løfte branchen. At sparre med en større medlemsvirksomhed frem for en af de mindre er et bevidst valg, idet de større virksomheder som ofte har flere interne ressourcer og mere erfaring på bæredygtighedsområdet, som de kan bruge til at agere løftestænger for de små – et samarbejde som ofte er afhængig af en brancheforening som ”mellemmand”.
Andre læser også