AVIZ

Der kommer ikke en folkeafstemning om store bededag

Lovforslag om afskaffelse af store bededag
Lovforslag om afskaffelse af store bededag (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det står nu endegyldigt fast, efter at SF og Liberal Alliance afviser at tilslutte sig Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet, som kræver en folkeafstemning.

Lovforslaget om afskaffelsen af store bededag ventes at blive vedtaget tirsdag.

Men en tredjedel, altså 60 mandater, af Folketinget kunne have sendt det til folkeafstemning. Enhedslisten, DF, Nye Borgerlige og Alternativet har 26 mandater tilsammen.

Der er således langt op til de nødvendige 60 mandater. Netop det er en af årsagerne til, at SF ikke bakker op om en folkeafstemning, oplyser partiet.

SF, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og De Konservative har i et stykke tid ladet en dør stå på klem i forhold til en mulig folkeafstemning.

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, oplyser i en sms, at partiet siger nej til en folkeafstemning. Hvilket han også har indikeret før.

De Konservative oplyser, at partiet heller ikke bakker op, som sagen står lige nu.

Så sent som søndag sendte Enhedslisten og DF en fælles pressemeddelelse ud. Heri lovede partierne, at de kun vil kræve folkeafstemning i forhold til regeringsgrundlaget denne ene gang.

Løftet kom ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, fordi flere partier havde udtrykt bekymring for, at en folkeafstemning om store bededag vil blive begyndelsen på en glidebane. Altså at der ville komme krav om folkeafstemninger om alverdens emner fremover.

Meldingen skulle ifølge Villadsen ses som en åben invitation og en udstrakt hånd til SF, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og De Konservative.

/ritzau/

Andre læser også