AVIZ

Den franske avis Le Figaro venter nederlag til Ukraine

FILE PHOTO: Member of the International Working Group on the Environmental Consequences of War hold a press conference in Kyiv

– Stille og roligt tegner der sig et billede af et nederlag til Ukraine på kortere eller mellemlang sigt, skriver avisen og henviser til, at den amerikanske kongres onsdag blokerede for en hastelov, som skulle sende omkring 50 milliarder dollar – svarende til cirka 346 milliarder kroner – til Ukraine.

Le Figaro skriver, at “Europa er ikke meget bedre, da den ungarske premierminister, Viktor Orbán, blokerer for en hjælpepakke til Ukraine på 20 milliarder euro (svarende til 149 milliarder kroner).

Den franske avis tilføjer, at Ukraine snart kan komme til at mangle våben og ammunition til at modstå det russiske pres.

– Også selv om det bestrides af vestlige politikere, så har det i et stykke tid været et åbenbart, at der er ikke er overensstemmelse mellem deres erklærede interesser og deres reelle støtte, hedder det med tilføjelsen:

– Hvis den tidligere amerikanske præsident Donald Trump om et år igen kommer til at flytte ind i Det Hvide Hus, så vil den manglende sammenhæng hjælpe ham til at “få løst konflikten inden for 24 timer” – omend det vil være med Putins hjælp, hvilket Trump allerede tidligere har bebudet.

Den ansete schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung skriver samtidig i en leder, at præsident Vladimir Putins besøg i De Forenede Arabiske Emirater og i Saudi-Arabien er et forsøg på at bryde Ruslands internationale isolation, efter flere geopolitiske udviklinger i dette efterår har været gunstige for Kreml.

Avisen fremhæver den fejlslagne ukrainske modoffensiv, tiltagende handlingslammelse i USA samt krigen mellem Israel og Hamas.

Præsident Volodymyr Zelenskyjs stabschef, Andrij Jermak, har i denne uge advaret om, at Ukraine potentielt kan lide nederlag i krigen mod Rusland, hvis den amerikanske støtte løber ud sidst på året.

/ritzau/dpa

Andre læser også