AVIZ

Den amerikanske dobbeltagent Robert Hanssen er død bag tremmer

FILES-US-CRIME-FBI-HANSSEN
FILES-US-CRIME-FBI-HANSSEN (-/Ritzau Scanpix)

Det oplyser amerikanske myndigheder.

79-årige Hanssen blev i 2002 idømt livstid, efter at han havde erklæret sig skyldig i at spionere for Sovjetunionen og senere Rusland i mere end 20 år.

Fængselsansatte påbegyndte førstehjælp, da de fandt Hanssen bevidstløs mandag morgen, men hans liv stod ikke til at redde, oplyser det amerikanske fængselsvæsen.

Hanssens dødsårsag er ikke offentliggjort.

Robert Hanssen begyndte at arbejde for det amerikanske forbundspoliti, FBI, i 1976, og i 1985 begyndte han at sælge fortrolige oplysninger til Sovjetunionen.

Da han blev anholdt i 2001, havde han tjent mere end 1,4 millioner dollar i kontanter, investeringer og diamanter. Hanssen havde til gengæld afsløret kilder, efterretningsmetoder og fortrolige amerikanske dokumenter, lyder det på FBI’s hjemmeside.

Efterforskere i FBI arbejdede i årevis på at identificere en spion i deres egne rækker. I ugerne op til anholdelsen af Hanssen i 2001, var der omkring 300 ansatte, der arbejdede med at efterforske og overvåge Hanssen.

Hanssen blev anholdt, da han blev taget i at lave en såkaldt død postkasse med fortrolige dokumenter i en park i Virginia.

Død postkasse eller på engelsk dead drop er et udtryk fra spionagens verden, der bruges, når to parter aftaler et sted, hvor der skal leveres og afhentes dokumenter, der er tilvejebragt ved hjælp af spionage.

Hanssen afsonede sin straf i et højsikret fængslet i Colorado.

/ritzau/Reuters

Andre læser også