Demonstranterne repræsenterer et flertal i befolkningen ifølge flere meningsmålinger foretaget i årene efter brexit. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
En række meningsmålinger, som er offentliggjort i denne måned, viser ifølge det uafhængige Nationale Center for Social Forskning i Storbritannien, at et flertal på mellem 55 og 61 procent ønsker et nyt EU-medlemskab.
Målinger foretaget af Kantar og Deltapoll viser, at 55 procent af vælgerne er imod brexit i dag, mens 45 er for. Målinger foretaget af Omnisis viser, at 61 procent ønsker et nyt EU-medlemskab, mens 39 procent er imod.
Ved en demonstration lørdag samledes hundredvis af blåklædte EU-tilhængere ved Hilton Hotel i Park Lane i det vestlige London for at gå til parlamentet i en march for vise deres ønske om genoptagelse i EU.
Avisen The Guardian skrev sidst i juni, at antallet af briter, som vil ind i EU igen, er på det højeste niveau siden folkeafstemningen. “Kun 18 procent mener, at brexit er en succes”, hed overskriften i avisen.
Den britiske folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab fandt sted i juni 2016, efter at den var blevet udskrevet af den daværende konservative premierminister David Cameron, som selv var EU-tilhænger.
En måling syv år efter folkeafstemningen viser, at mange mener, at politikerne svigtede dem eller førte dem bag lyset.
Peter Corr, som var med til at arrangere demonstrationen i London, siger, at initiativet er taget, fordi “det er som om alle har givet op”.
Corr, som er en lastbilchauffør fra Derby, siger til nyhedsbureauet PA i London, at “brexit var en kæmpemæssig fejl”.
– Vi betaler alle for det – og navnligt arbejderklassen og folk med lavere indkomster. Vi er nødt til at gøre noget ved det, siger han.
Han henviser til en måling, som viser, at 80 procent af vælgerne under 25 år vil med i EU igen.
Den 21-årige Ceira Sergeant fra Walton i Liverpool, som talte ved demonstrationen i London lørdag aften, sagde, at hun kun var 14 år, da folkeafstemningen fandt sted.
– Der var en meget stor ung befolkningsgruppe, som aldrig fik en chance for at blive hørt.
Demonstranterne benyttede slogans som “Vejen tilbage til EU begynder her” og “Ud med Tories (konservative), migranter er velkomne i EU igen”.
/ritzau/dpa
Andre læser også