AVIZ

Danskerne samlede 100.009.254 kroner ind til verdens sårbare børn ved årets Danmarks Indsamling

Det endelige resultat
Det endelige resultat

Pressemeddelelse

5.2.2023 04:00:00 CET | Danmarks Indsamling

Danmarks Indsamling lukkede dette års show på Værket i Randers med 100.009.254 kroner til verdens sårbare børn. Pengene skal nu ud at gøre gavn i 15 lande fordelt over hele kloden.

Randers den 4. februar – Indsamlingsshowet, der blev sendt på DR1 lørdag aften, samlede endnu engang danskerne for at donere til børn i nogle af verdens fattigste lande. Den samlede donation endte på 100.009.254 kr., og det er ikke kun resultatet af indsamlingen på aftenen men af aktiviteter rundt om i Danmark i hele januar måned. Mange danskere har løbet, bagt, gået, samlet pant, spillet håndbold og gennemført en masse andre aktiviteter for at samle penge ind.

”Januar har været fyldt med et ufatteligt engagement fra de mange danskere, virksomheder og organisationer, som har arbejdet på højtryk for at rejse penge til verdens sårbare barn. Det er fantastisk at mærke så meget initiativ og drivkraft i en periode, hvor der er nok af udfordringer både for danskerne og ude i verden. Men viljen til at hjælpe, hvor vi kan, den er intakt,” siger Mulle Juul Korsholm, der er formand for Danmarks Indsamling. 

Værket i Randers satte scenen

Det fem timer lange indsamlingsshow blev i år styret af de erfarne værter Sara Bro, Ulla Essendrop og Katrine Muff, som satte fokus på nogle af de udfordringer, verdens sårbare børn oplever netop nu på grund af klimaforandringer, krig og eftervirkninger fra pandemien, og hvorfor det er så vigtigt at hjælpe.

Indsamlingsshowet tager hvert år til en ny by i Danmark, og i år dannede Værket i Randers rammen, hvor mange lokale indbyggere fik mulighed for at kigge indenfor: ”Det er dejligt at komme rundt i landet med Danmarks Indsamling og derfor har vi også nydt at være i Randers. Det er endnu engang overvældende at møde den store opbakning fra danskerne, som har igangsat et hav af initiativer for at rejse penge til verdens mest sårbare børn,” siger Jan Lagermand Lundme, redaktør for Danmarks Indsamling hos DR.

I årets indsamlingsshow var det traditionelle callcenter for donationer blevet genfortolket og omformet til Sara & Monopolet. Så de faste monopolister tog aftenen igennem imod både dilemmaer og donationer fra de danskere, der ringede ind. Derudover støttede en række kunstnere op om aftenen med underholdning herunder Swan Lee, Anne Linnet, Maximillian, Nicklas Sahl og TV-2.

Det indsamlede beløb går til 12 målrettede udviklingsprojekter i 15 lande på tværs af jorden. Danmarks 12 største humanitære organisationer står bag projekterne, som skal hjælpe nogle af de mest sårbare familier, som er ramt af verdens kriser. Læs mere om projekterne her.

Indsamlingsshowet ’Danmarks Indsamling’ 2023 blev sendt på DR1 og DRTV den 4. februar, og kan genses på DRTV.

Andre læser også