Hun bliver administrerende direktør for Sveriges nationalteater, Dramaten, i Stockholm til december.
Det skriver Dramaten på Facebook.
Raoul Grünthal, bestyrelsesformand for teateret, siger i opslaget, at han er meget glad for, at Kitte Wagner har takket ja til stillingen.
– Med Kitte får Dramaten en meget erfaren, drevet og visionær direktør, siger han.
Kitte Wagner sætter sig i direktørstolen til jul. Indtil da fortsætter hun sin rolle som direktør og kunstnerisk leder for Malmö Stadsteater, hvor hun har været siden 2016.
– Jeg tager både forretningstænkning og moderne ledelse med mig, men først og fremmest ser jeg mig selv som en teaterperson, siger Kitte Wagner i opslaget.
Kitte Wagner har lang erfaring fra den danske kulturscene, hvor hun blandt andet har været direktør på Nørrebro Teater.
Hun begyndte sin teaterkarriere på Betty Nansen Teatret. Foruden at bistå instruktør Peter Langdal fungerede hun som manuskriptudvikler på en lang række af det københavnske teaters forestillinger.
I 2007 tiltrådte hun som direktør for Nørrebro Teater sammen med standupkomikeren Jonatan Spang. I fællesskab udviklede de et teater med fokus på standup og nyskrevne danske komedier.
Efter to år fratrådte Jonatan Spang, og Kitte Wagner overtog ledelsen alene.
I 2014 udløb hendes kontrakt, og hun sagde farvel til teaterverdenen, da hun blev direktør for den sociale fond Askovfonden.
Efter to år stoppede hun for at blive administrerende direktør og kunstnerisk leder for Malmö Stadsteater.
Malmö Stadsteater har udsendt en pressemeddelelse, hvori det takker for Kitte Wagners arbejde de seneste syv år.
– Vi sætter stor pris på den udvikling, som Malmö Stadsteater har gennemgået under Kittes ledelse, siger teaterets bestyrelsesformand, Birgitta Eriksson.
Selv siger Kitte Wagner i meddelelsen, at hun er stolt og taknemmelig over de seneste syv år.
– Sammen har vi opnået mere, end jeg kunne have drømt om.
– Alt, hvad jeg har lært af medarbejderne her, vil jeg have med resten af mit liv, siger Kitte Wagner.
/ritzau/
Andre læser også