AVIZ

Danske havne tjener trecifrede millionbeløb trods globale kriser

Aarhus industrihavn
Aarhus industrihavn (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

2022 endte med at blive et guldrandet år for både Aarhus og Odense Havn.

Det fremgår af deres årsregnskaber mandag.

Havnene tjente henholdsvis 115 og 104 millioner kroner i løbet af året.

I Aarhus har det kunnet lade sig gøre, selv om 2022 var et uforudsigeligt år med krig i Ukraine, energikrise samt tårnhøj inflation.

Det siger Thomas Haber Borch, som er direktør for byens havn.

– De globale udfordringer blev lokale. Forsyningssikkerhed og forsvarssikkerhed kom for alvor på dagsordenen. Det var også tilfældet hos Aarhus Havn, lyder det i en meddelelse.

– Derfor er jeg stolt over, at vi kommer ud af året med så stærkt et resultat, som vi gør.

I Aarhus Havn blev mere end 11 millioner tons gods sendt afsted i løbet af 2022. Godsomsætningen er ikke set højere i 14 år og var derfor stærkt medvirkende til resultatet, fremgår det.

Af den grund giver det også god mening, at en ansøgning om en havneudvidelse fyldte meget sidste år.

– Derfor er jeg meget tilfreds med, at et bredt politisk flertal valgte at tage ansvar for udvikling og fremtidssikring af havnen med en aftale om en havneudvidelse af Aarhus Havn, siger Thomas Haber Borch.

I Odense håndterede man 3,1 million ton gods sidste år. Det er en stigning på 55 procent sammenlignet med 2021.

– Der har været stor aktivitet på havnen hos os og vores kunder i 2022, siger Carsten Aa, der er direktør for Odense Havn.

– Det er vi naturligvis meget tilfredse med, og det betød samtidig, at vi i 2022 investerede massivt i klargøring og opgradering af bygninger og arealer til vores kunder.

Produktion inden for havvind fylder også meget hos Odense Havn.

Efter et år, hvor man næsten har fordoblet antallet af ansatte i havnens vindmølleforretning til 1280 personer, planlægger den at styrke området yderligere i 2023.

– Vi arbejder målrettet for, at de tusindvis af nye møller til Nordsøen og Østersøen skal produceres her på Odense Havn, siger havnedirektør Carsten Aa.

/ritzau/

Andre læser også