AVIZ

Danske Gymnasier vil hæve adgangskravet for elever

COVID-19: Studerende læser hjemme,
COVID-19: Studerende læser hjemme, (Anthon Unger/Ritzau Scanpix)

Elever skal have et karaktergennemsnit på 5 fra folkeskolens afgangseksamen, hvis de vil ind på en af landets gymnasiale uddannelser.

Det foreslår Danske Gymnasier i et forsøg på at hæve niveauet på gymnasierne, skriver Berlingske.

Et andet forslag fra foreningen lyder, at elever i 1.g skal smides ud, hvis de ikke består prøverne i almen sprogforståelse (AP) og naturvidenskabeligt grundforløb (NP).

Eleverne på landets gymnasier skal tage de to prøver i grundforløbet, som strækker sig over de første tre måneder i 1.g.

Ifølge formand i Danske Gymnasier Henrik Nevers vil “et par tusinde” elever blive berørt, hvis forslaget om karakterkravet på 5 bliver vedtaget.

Desuden vil kravet om, at 1.g’ere skal bestå AP og NP, få konsekvenser for “nogle hundreder”, vurderer Henrik Nevers.

Han tilføjer, at forslagene er et bidrag til den aktuelle debat om adgangskrav, karakterer og faglighed i gymnasiet.

Forslagene kommer samtidig med, at Reformkommissionen netop har præsenteret en lang række anbefalinger om ungdomsuddannelser.

Henrik Nevers siger til Berlingske, at det i dag er muligt at komme ind på gymnasiet med et karaktergennemsnit på 2, og at “det er for lavt”.

Derfor ser han gerne, at karakterkravet hæves til 5.

Det skyldes, at gymnasieelever med 5 i snit fra grundskolen klarer sig “næsten lige så godt som dem med endnu højere karakterer”, når de læser videre på de videregående uddannelser.

Når det gælder de to prøver i 1.g, handler det for Danske Gymnasier om at hjælpe de elever, der ikke består prøverne.

– Vi ved af erfaring, at elever, som dumper de to eksamener i grundforløbet, får virkelig svært ved at følge undervisningen i gymnasiet, lyder det fra Henrik Nevers.

/ritzau/

Andre læser også