Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Den danske statsminister skal under besøget i landene blandt andet tale med de to premierministre – Edi Rama i Albanien og Andrej Plenkovic i Kroatien – om stigningen i antallet af migranter og flygtninge, som forsøger at komme til EU.
Ifølge ministeriet var ruten på den vestlige del af Balkan-halvøen den mest benyttede migrantrute sidste år. Man peger på, at der var en stigning på 136 procent sammenholdt med året før.
– EU oplever den højeste tilstrømning af migranter siden migrationskrisen. Alt for mange kommer til Europa uden beskyttelsesbehov, og alt for få afviste sendes tilbage, udtaler Mette Frederiksen.
Ifølge statsministeren er et samarbejde med landene på det vestlige Balkan afgørende, hvis migrationsstrømmene mod EU skal bremses.
Også i EU er migration og presset på de ydre grænser højt på dagsordenen. I februar slog EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fast, at overvågningen af de ydre grænser og antallet af hjemsendelser skal øges.
Ud over migration skal de tre tale om krigen i Ukraine og vigtigheden af sikkerhed og stabilitet på Balkan.
– Vestbalkan er EU’s nærområde, og Ruslands invasion af Ukraine understreger regionens geopolitiske vigtighed. EU skal være aktivt til stede som en konstruktiv samarbejdspartner, lyder det fra Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.
I februar ytrede den danske statsminister bekymring om, at Rusland også bidrager til en destabilisering på Balkan.
Danske statsministre har tidligere besøgt Kroatien. Senest var det Anders Fogh Rasmussen (V), da han besøgte landet i 2008.
/ritzau/
Andre læser også