AVIZ

Dansk klimapartnerskab med Sydafrika får 1,2 milliarder kroner

Mette Frederiksen på besøg i Sydafrika
Mette Frederiksen på besøg i Sydafrika (Marco Longari/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Statsministeriet onsdag.

Pengene skal gå til Sydafrikas program for en retfærdig omstilling af energisektoren.

Det skal “bidrage til at løse Sydafrikas aktuelle energikrise og styrke dansk engagement og investeringer i grøn omstilling”, skriver ministeriet i et faktaark.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er med den hollandske premierminister Mark Rutte på officielt besøg i Sydafrika i disse dage.

Her mødtes de med den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa.

Danmark indgik i 2022 et grønt strategisk partnerskab med Sydafrika. Her påbegyndte de danske myndigheder og private aktører et arbejde med at rådgive de sydafrikanske myndigheder om grøn omstilling.

Det myndighedssamarbejde bliver nu udvidet, efter at Mette Frederiksen på besøget i Sydafrika annoncerede det nye initiativ Danish-South African Green Power Partnership, hvor de 1,2 milliarder kroner indgår.

Pengene kommer blandt andet fra Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og Danida Sustainable Infrastructure Finance. En del af pengene kommer i form af subsidierede lån, som eksempelvis den sydafrikanske stat kan tage til at opføre vindmøller.

De danske myndigheder skal blandt andet udvikle et overblik over, hvor Sydafrika mest effektivt kan opsætte vindmøller på land og til havs, og hvordan udbud af havvind kan indrettes.

Partnerskabet skal også hjælpe med at omskole sydafrikanske kularbejdere, så de er bedre rustet til at tage job i sol- og vindindustrien.

Partnerskabet har også som formål at forbedre mulighederne for danske virksomheders indtog i Sydafrika. Derfor er både A.P. Møller Mærsk, Ørsted, Vestas og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) med på turen.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere