AVIZ

Dansk Folkeparti forlader forhandlinger om ny flyafgift

Forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet om arbejdspligt

DF er særlig bekymret for de mindre danske lufthavne, som spås en nedgang i indenrigsluftfarten på ni procent. Regeringen har lagt op til at kompensere dem, men det er ikke nok, mener Zimmermann.

– Vi har spurgt ind til, hvordan pokker man vil kompensere de her små lufthavne. De skaber job og omsætning. Propper man det her på, risikerer man, at mange af dem lukker og slukker.

– Det er sådan set lufthavnene selv, der siger, at det ikke er i nærheden af at være nok, siger han.

Regeringen vil indfase en flyafgift fra 2025, der forhøjes hvert år og i 2030 i gennemsnit skal nå op på 100 kroner.

En stor del af provenuet skal gå til en forhøjet ældrecheck, mere end halvdelen i årene 2025-2029. Resten skal gå til investeringer i grøn luftfart.

Selv om Dansk Folkeparti generelt ser positivt på løft af ældres økonomi, mener Nick Zimmermann, at man her spænder de ældre for en vogn.

– Man bruger jo den her afgift som et misfoster. Man skubber de ældre foran sig og siger: Se hvor god den her afgift er. Det skal lyde, som om man har et socialt formål, men det har man ikke, siger han.

Også andre partier og lufthavne har kritiseret, at ældrechecken er blevet blandet ind i en kommende aftale om luftfart.

Desuden siger Zimmermann, at partiet “lige så godt kunne have forhandlet med en kontorstol”.

Han siger med andre ord, at regeringen ikke har været åben for ændringsforslag.

– Regeringen har sagt, at her er papiret, skriv under, eller lad være, siger Zimmermann.

– Vi kom sådan set med nogle meget rimelige forslag på kryds og tværs og de bekymringer, vi har hørt fra især jyske lufthavne. Det var man ikke interesseret i, siger han.

/ritzau/

Andre læser også