Det siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på et pressemøde om en lancering af “Ukraine Investeringsforum”.
– Vi sammensætter i dag en Ukraine-investeringsfond, som muliggør danske virksomheders engagement i Ukraine, og vi kan garantere, at hvis der sker noget med pågældende projekt, så hjælper vi, siger Morten Bødskov.
Det skal foregå på tværs af Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet, siger Lars Løkke Rasmussen.
– Vi prøver at få danske virksomheder til at engagere sig i Ukraine, og fremmødet i dag viser, at det er der et kæmpe engagement i, siger han.
Ved etableringen af Ukrainefonden i marts 2023 blev der også oprettet en låne- og garantiordning for investeringsfonden Danmarks Eksport og Investeringsfond (EIFO).
Og det er EIFO, der nu har godkendt lån til to projekter i Ukraine på i alt 300 millioner kroner.
Pengene skal blandt andet gå til Nibulon, Ukraines største landbrugsvirksomhed, der skal opføre en ny terminal i Izmail.
De skal også gå til en landbrugsvirksomhed nær frontlinjen i Mykolajiv, som skal genopbygge bombeskadede produktionsfaciliteter ved at købe udstyr fra danske eksportører.
Spørger man ministrene, om det ikke er lige tidligt nok at begynde genopbygningsfasen, når der fortsat er krig i Ukraine, lyder det:
– Vi kan ikke indtage en passiv rolle, mens krigen står på. Vi er nødt til at handle og holde den ukrainske økonomi kørende, siger Lars Løkke Rasmussen.
Det samme siger erhvervsministeren.
– Hele pointen er, at vi ikke skal vente, til krigen stopper. Vi vil gerne have dansk erhvervsliv ind i en tidlig fase, så vi er der, når den store genopbygning også skal finde sted en dag, siger Morten Bødskov.
Det er en fordel for danske virksomheder, mener viceadministrerende direktør i Dansk Industri Thomas Bustrup.
– Virksomhederne vil gerne til Ukraine for at lave forretninger. Mange af dem har været i Ukraine, lang tid før krigen startede, og de glæder sig til at genopbygge deres aktiviteter og forbindelser i landet.
– Men da der er krig, er der helt ekstraordinære risici forbundet med det. Derfor er det vigtigt, at der er nogle af de instrumenter, som regeringens plan blandt andet kan hjælpe med, siger Thomas Bustrup.
Den ukrainske viceøkonomiminister, Oleksandr Gryban, deltog også på pressemødet.
– Den militærstøtte, som vi har fået, har fungeret rigtig godt. Hvis vi ser på regionerne som Kyiv og mod vest, føles det ikke som krig mere.
– Samtidig tager det seks til otte måneder at evaluere mulighederne. Så vi er meget glade for, at Danmark vælger at starte nu og blive de første på markedet, siger Oleksandr Gryban.
Regeringen kan endnu ikke oplyse, hvilke danske virksomheder der skal samarbejde med de ukrainske virksomheder.
/ritzau/
Andre læser også