AVIZ

Danmark vil hjælpe Ukraine med minerydningsudstyr

Danmark vil hjælpe Ukraine med minerydningsudstyr

Donationen skal bidrage til vedligeholdelse af det ukrainske forsvars køretøjer og til minerydningsudstyr samt transport af kampvogne.

– Det er afgørende for Ukraines kamp mod Rusland, at vi fortsætter med at bidrage med både militære donationer og anden hjælp, siger Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Danmark bidrager med 370 millioner kroner til International Fund for Ukraine (IFU). Det er herfra, pengene til donationen kommer. Fonden blev etableret efter en donorkonference i København i 2022.

Fonden har til formål at sikre militær støtte til Ukraine gennem indkøb af militært udstyr. Den råder over 6,6 milliarder kroner til fælles indkøb. Det er en del af de penge, som nu udmøntes.

– Ukraine efterspørger både ammunition og hjælp til vedligehold af materiel, der bliver slidt af den langvarige krig. Derfor glæder det mig, at vi sammen med de andre lande kan hjælpe ukrainerne. Blandt andet med udstyr til vedligehold af våbensystemer på slagmarken, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Den samlede donation dækker over indkøb af kapacitet til gennembrydning af russiske forsvarslinjer, minerydning og bro- og overgangsmateriel. Samt vedligeholdelseskapaciteter, reservedele og andre ingeniørkapaciteter.

Danmark står bag den aktuelle donation sammen med de øvrige lande i IFU’s bestyrelse. Det vil sige Storbritannien, Norge, Holland og Sverige samt Litauen og Island.

– Der er ikke ét land, der alene kan løfte den kolossale og vigtige opgave med at yde den militære støtte, som Ukraine har brug for. Derfor deltager Danmark i en række internationale samarbejder, hvoraf IFU gør en markant forskel, siger Troels Lund Poulsen.

Udmeldingen kommer, mens der onsdag holdes møde i Ukraine Defence Contact Group. Det er en gruppe af omkring 50 lande, som koordinerer de militære bidrag til Ukraine.

Mødet holdes i Natos hovedkvarter i Bruxelles, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, også er til stede. Han talte onsdag for yderligere hjælp fra allierede lande, hvis Ukraine skal kunne forsvare sig og på sigt skubbe Rusland ud af Ukraine.

Folketinget har tidligere godkendt Danmarks bidrag til fonden.

/ritzau/

Andre læser også