AVIZ

Danmark sender 5,8 milliarder kroner til Ukraine over tre år

Møde i Udenrigspolitisk Nævn

5,8 milliarder kroner fra Ukrainefonden doneres frem til 2025. Størstedelen af beløbet – 4,3 milliarder – sendes i år.

Det har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) netop offentliggjort efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Pengene skal blandt andet bruges til at sikre kampvogne, infanterikampkøretøjer, kampvognsammunition og antiluftskyts til det ukrainske forsvar. Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

I 2024 doneres 1,4 milliarder kroner, mens der sendes 52 millioner kroner i 2025.

Det er den tolvte danske donationspakke til Ukraine siden Ruslands invasion i februar 2022.

Ukrainefonden blev etableret med et bredt flertal i Folketinget i marts.

Af regeringens finanslovsforslag for 2024 fremgår det, at Ukrainefonden har en samlet ramme på 34,4 milliarder kroner til militær støtte til Ukraine i perioden 2023 til 2028.

Pengene er derfor allerede afsat i forvejen.

Men Troels Lund Poulsen afviser at donere alle de afsatte midler på en gang, så Ukraine kan råde over støtten selv.

– Nu er det ikke sådan et tag selv-bord, vi laver. Ukrainerne har nogle ønsker, vi gerne vil imødekomme, men det handler også om, hvordan man kan skaffe det materiel, de skal bruge, og hvordan det skal produceres.

– Vi laver et samarbejde med andre lande efter nogle af de konkrete ønsker, der er fra Ukraines side. Det er også ønsker, der forandrer sig over tid, siger Troels Lund Poulsen.

Han tager nu donationen med til næste møde i Ukrainske Defense Contact Group, der under amerikansk ledelse løbende mødes på Ramstein-basen i Tyskland.

Danmark har tidligere doneret eksempelvis Leopard 1-kampvogne og kystforsvarsmissilsystemer til Ukraine. Også danske F-16-kampfly skal efter planen doneres.

Donationerne bevæger sig nu ind i en ny fase, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

– Mange af de donationer, vi har givet indtil nu, har været at plukke fra vores egne lagre. De er ved at være tomme. Så den donationspakke, vi laver her, er i høj grad tilrettelagt i samarbejde med andre lande og handler om at stille økonomiske ressourcer til rådighed, siger han.

/ritzau/

Andre læser også