AVIZ

Danmark og allierede lande donerer luftforsvar til Ukraine

Danmark og allierede lande donerer luftforsvar til Ukraine
Danmark og allierede lande donerer luftforsvar til Ukraine (Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Det oplyser fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter tirsdagens møde i koalitionen i Amsterdam.

– Et styrket luftforsvar er helt afgørende for Ukraines evne til at beskytte civilbefolkningen og den kritiske infrastruktur. Men det er også afgørende for den kommende ukrainske offensiv mod de russiske besættelsestropper, siger Troels Lund Poulsen.

Den nye donation består af våben og udstyr. De er indkøbt via International Fund for Ukraine (IFU). Den blev etableret i kølvandet på en international donorkonference i København i august 2022.

Fonden er baseret på økonomiske bidrag fra en række internationale partnere. Danmark har også bidraget til fonden. Derfor er der ikke behov for ny finansiering til luftforsvaret, der nu sendes til Ukraine.

Af samme årsag kan man ikke sige præcis, hvor meget Danmark betaler ud af de 800 millioner kroner.

– Da vi fremlagde fonden, gav Danmark et bidrag på 370 millioner kroner. Samlet set har landene bidraget 4,5 milliarder kroner. Med dagens donation er halvdelen af fonden udmøntet. Vi overvejer fra dansk side, om vi skal give et yderligere bidrag til fonden, siger Troels Lund Poulsen.

Luftforsvarssystemer som det amerikanske Patriot-missilsystem står højt på Ukraines ønskeliste. Selv om Nato-landene i de seneste måneder gang på gang har doneret luftforsvar, så vil der formentlig blive behov for flere donationer. Det vurderer Troels Lund Poulsen.

– Ukrainerne er i den vanskelige situation, at de ikke har luftforsvar nok til både at dække deres civilbefolkning og deres soldater. Så der bliver behov for yderligere donationer. Men det er klart, at vi bevæger os i en bedre retning nu, end vi var for nogle måneder siden, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

Andre læser også