Danmark modtager torsdag 2,2 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond. Der er tale om den første af flere udbetalinger til Danmark, der samlet vil modtage 10,7 milliarder frem mod 2026.
– Op mod 60 procent af midlerne i den danske genopretningsplan vil gå til den grønne omstilling. Det gør den til en af de grønneste genopretningsplaner i EU, siger finansminister Nicolai Wammen (S) torsdag.
– Den del af pengene går blandt andet til den grønne skattereform, der skal hjælpe til, at vi i Danmark når vores reduktionsmål på 70 procent i 2030.
Genopretningsfonden blev oprettet under coronapandemien. Den har til formål at afbøde de negative konsekvenser, pandemien havde på EU-landenes økonomier.
I forbindelse med udbetalingen til Danmark mødes finansministeren torsdag med EU-kommissær for økonomi italienske Paolo Gentiloni i København.
– Den danske genopretningsplan er et godt eksempel for andre EU-lande, siger Paolo Gentiloni.
– Fonden er et resultat af pandemiens økonomiske konsekvenser. Men vi ønsker, at pengene bliver brugt i et fremtidsperspektiv. Det er derfor, at en del af pengene skal gå til grønne initiativer og den digitale omstilling.
I 2021 fik Danmark en forudbetaling på knap halvanden milliard kroner. Men torsdagens 2,2 milliarder er den første egentlige udbetaling til Danmark.
Pengene til Danmark er blot en lille del af genopretningsfondens midler, som er på over 5000 milliarder danske kroner.
– Formålet med fonden er, at Europa skal bevæge sig fremad og sikre, at økonomien ikke ville halte efter ovenpå coronakrisen.
– Det er derfor, pengene ikke kun skal bruges på ting, der er behov for lige nu, men også bruges på langsigtede investeringer i grønne initiativer og den digitale omstilling, siger Nicolai Wammen.
Lidt under halvdelen gives som tilskud til landene, mens resten kan udbetales som lån. Det sidste har Danmark valgt ikke at benytte sig af.
Hele fonden finansieres af fælles lån, som EU-Kommissionen optager på vegne af medlemslandene.
/ritzau/
Andre læser også