Det vurderer Sundhedsstyrelsen, lyder det i en pressemeddelelse.
Alment farlige sygdomme er de sygdomme, hvor epidemiloven giver mulighed for særlige foranstaltninger. Det kan være påbud om isolation eller udvidet adgang til at dele personoplysninger mellem myndigheder.
Det bortfalder altså, når ændringen træder i kraft 1. april.
Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, afspejler ændringen, at “sygdommen ikke længere udgør en væsentlig trussel mod samfundet”.
Men sygdommen er her stadig, minder han om:
– Der vil fortsat være behov for at forebygge alvorlig sygdom med covid-19. Det vil fremover ske på linje med andre smitsomme sygdomme, som for eksempel influenza, lyder det.
Ifølge styrelsen skyldes den nye vurdering, at omfanget af alvorlig sygdom med covid-19 er faldet betragteligt i forhold til tidligere i epidemien.
Man er også blevet bedre til at forebygge sygdom og død, lyder det.
Særlig stor betydning for vurderingen har det, at der i Danmark er, hvad Brostrøm kalder “en tårnhøj vaccinationstilslutning”.
I epidemiloven er der tre kategorier af sygdomme: smitsomme sygdomme, alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme.
En samfundskritisk sygdom er en alment farlig sygdom, hvis udbredelse ifølge Sundhedsstyrelsen risikerer at medføre “alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner”.
Indtil 31. januar 2022 var covid-19 i Danmark kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Fra april i år bortfalder altså også kategoriseringen som en alment farlig sygdom.
Det er Sundhedsstyrelsen, der beslutter, hvilke sygdomme der er omfattet af smitsomme sygdomme og alment farlige sygdomme.
Styrelsen kan ændre kategoriseringen igen på et senere tidspunkt. Det kan ske, hvis der eksempelvis dukker en ny og meget sygdomsfremkaldende variant op, som vacciner ikke kan forebygge.
Indenrigs- og sundhedsministeren beslutter, hvilke sygdomme der er omfattet af samfundskritiske sygdomme.
Den seneste tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI), som er udkommet torsdag, viser, at smitten med covid-19 målt ved brug af PCR-test fortsat falder.
I uge 8 – den 20. til 26. februar – var der 13 tilfælde per 100.000 indbyggere mod 22 tilfælde per 100.000 indbyggere i i uge 3, som dækker over den 16. til 22. januar.
Der bliver dog også testet markant færre personer for covid-19 end tidligere under epidemien.
/ritzau/
Andre læser også