– Dødstallet blandt civile er nået op på 97, siden kampene begyndte lørdag, oplyser en lægeforening i Sudan tidligt mandag.
Natten til mandag var der meldinger om mindst 83 døde.
Det seneste tal menes dog langtfra at omfatte alle dræbte og sårede, da mange har haft svært ved at nå frem til hospitaler under de fortsatte kampe.
På hospitalerne er der store problemer.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er “adskillige” af Khartoums ni hospitaler, der tager imod de sårede, løbet tør for blod, udstyr til blodtransfusioner og andet vigtigt hospitalsudstyr.
Kampene mellem den paramilitære organisation RSF og den sudanske hær brød ud lørdag morgen.
Der har været kampe flere steder i Sudan, men hovedstaden er indtil videre hårdest ramt.
Uroen er opstået efter flere dages spændinger og magtkampe mellem hæren ledet af Abdel Fattah al-Burhan og den paramilitære organisation RSF ledet af Mohamed Hamdan Daglo. De stod sammen bag et kup i 2021.
Siden da er de dog blevet uenige om, hvordan Sudan skal transformeres fra et militært styre til et civilt styre.
Et at stridspunkterne er angiveligt, hvorvidt RSF skal integreres som en del af den sudanske hær.
Sudan, der arealmæssigt er Afrikas tredjestørste land, har flere gange i løbet af de seneste par årtier været ramt af uro.
I december 2018 blev der indledt masseprotester mod stigende fødevarepriser, og i april 2019 blev præsident Omar al-Bashir væltet.
To og et halvt år senere stod Sudans hær sammen med RSF bag et kup.
Siden kuppet i oktober 2021 har Sudan været ledet af et råd bestående af generaler.
/ritzau/AFP
Andre læser også