AVIZ

CIA-direktør: Rusland risikerer at blive en kinesisk koloni

Senate Intelligence Committee Hears Testimony On Worldwide Threats To The U.S.
Senate Intelligence Committee Hears Testimony On Worldwide Threats To The U.S. (Drew Angerer/Ritzau Scanpix)

Det siger CIA-direktøren William Burns tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Rusland bliver mere og mere afhængig af Kina og risikerer i nogle henseender over tid at blive til en kinesisk økonomisk koloni, siger han ifølge Reuters.

Især kommer Rusland ifølge William Burns til at blive afhængig af Kina, når det kommer til handel med energiråvarer og råmaterialer.

Hans kommentarer kommer ved et arrangement på universitet Rice i Houston i delstaten Texas.

Rusland har stået for en stor del af den europæiske olie- og gasforsyning. Men en række vestlige lande har indført sanktioner rettet herimod som følge af krigen i Ukraine.

Naturgasimporten til Europa fra Rusland blev mere end halveret fra 2021 til 2022.

Tidligere i april meldte Rusland, at landet vil forlænge sin nedskæring i olieproduktionen, som blev igangsat i marts som konsekvens af de vestlige sanktioner.

Den russiske oliereduktion lyder på 500.000 tønder om dagen, og forlængelsen vil gælde frem til slutningen af 2023.

I januar 2023 producerede Rusland 10,9 millioner tønder olie om dagen ifølge avisen Wall Street Journal.

På den anden side er vestlige regeringer ifølge Reuters også begyndt at diskutere mulige sanktioner mod Kina, hvis landet skulle sende militær støtte til Rusland.

Kina har nægtet at have nogen form for intentioner om at hjælpe Rusland med oprustning.

En højtstående EU-embedsmand har ligeledes oplyst, at det vil være en “absolut rød linje”, hvis Kina sender våben til Rusland. I det tilfælde vil EU svare tilbage med sanktioner.

/ritzau/

Andre læser også