En ministerchauffør i Statsministeriet havde kvindelige dates med i ministerbiler, når han ikke var på arbejde.
Det fortæller han onsdag formiddag i Københavns Byret.
Han vurderede ikke, at det var forkert, fordi han havde fået at vide, at han måtte bruge bilerne, så privatliv og arbejde kunne hænge sammen.
– For at du kan passe dit arbejde, er reglerne ikke helt firkantede, de er runde, så man kan få det til at hænge sammen.
– Og det er også sådan, de fleste af mine tidligere kolleger fortolker dem, siger chaufføren i retten.
Han er tiltalt for brugstyveri og misbrug af sin stilling som ministerchauffør ved at have kørt i alt 11 kvinder rundt til blandt andet restauranter, museer og shoppingcentre mellem 2019 og 2021. Bilerne er blandt andet blev benyttet af statsministeren og andre såkaldte VIP’er.
I et enkelt tilfælde er han også tiltalt for at have haft seksuelt samvær på bagsædet af en ministerbil.
De 11 kvinder er ikke sikkerhedsgodkendt, men chaufføren var ikke bange for, at kvinderne kunne medbringe bomber, aflytningsudstyr eller andet, fortæller chaufføren. Han kan se, hvis noget ikke er, som det skal være.
Han spurgte aldrig om lov, fortæller han, og han regner heller ikke med, at han havde fået lov.
– Det er noget, jeg har taget et skøn om, og der har jeg jo så åbenbart skønnet forkert.
En kvinde er også tiltalt i sagen. Hun er af flere medier blevet kendt som “lokkeduen”, da det var hende, der fik sagen frem i offentligheden i samarbejde med Ekstra Bladet.
Det var hende, der i september 2021 fortalte Politiets Efterretningstjeneste om sagen, da hun ringede til dem, fortæller sagens anklager.
Forud for det havde hun indledt et bekendtskab med chaufføren, hvor de blandt andet havde skrevet seksuelle beskeder til hinanden med ministerbilerne som omdrejningspunkt.
Hele sagen kommer ifølge anklageren til at handle om, hvordan loven tolkes i forhold til chaufførens kørsel, og om det vurderes, at han misbrugte sin stilling.
For “lokkeduen” bliver det, om retten mener, at hendes handlinger kan forsvares. Spørgsmålet er, om den information, hun fik ud i offentligheden, var væsentlig nok til, at hun måtte bryde loven.
Chaufføren er ud over brugstyveri og misbrug af sin stilling også tiltalt for to voldtægter.
Både chaufføren og “lokkeduen” nægter sig skyldige i alle anklager.
/ritzau/
Andre læser også