AVIZ

Champions League hjælper Parken til stort overskud

Superligakampen mellem FC København og AaB i Parken
Superligakampen mellem FC København og AaB i Parken (Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Selskabet bag FC København kom ud af 2022 med et overskud på 263,7 millioner kroner. Det lever dermed op til de seneste udmeldte forventninger.

– 2022 var på mange områder et historisk år for Parken Sport & Entertainment, da selskabet rejste sig efter to år i skyggen af covid-19-pandemien.

– Det blev et år, hvor der blev sat nye milepæle på tværs af selskabet og lagt vigtige spor for koncernens fremtidige udvikling, og et år, hvor vi kan glæde os over et meget tilfredsstillende resultat og muligheden for at betale udbytte til aktionærerne, siger formand Allan Agerholm.

Alene fodboldforretningen kommer ud med et overskud på 167,8 millioner kroner, og det resultat betegnes i årsregnskabet som “meget tilfredsstillende”. Året før gav fodboldforretningen et underskud på 47,9 millioner kroner.

Årsagen til det flotte overskud skal findes i, at FCK blev dansk mester og derefter indløste billet til det lukrative gruppespil i Champions League.

– Særligt har deltagelsen i gruppespillet i Uefa Champions League i 2022 stor betydning for resultatudviklingen, lyder det i regnskabet.

Posten transferaktiviteter viser et overskud på 36,1 millioner kroner, hvilket er 14,3 millioner kroner højere end året før. I løbet af 2022 solgte FC København blandt andre Rasmus Højlund, Jens Stage, Jonas Wind og Pep Biel.

Samlet er der blevet investeret næsten en kvart milliard i nye kontraktrettigheder i 2022.

Parken forventer at komme ud af 2023 med et overskud i størrelsesordenen 125-150 millioner kroner. Heri er det en forudsætning, at FC København kvalificerer sig til Europa Leagues gruppespil.

For at kunne komme i den bedste eller næstbedste europæiske klubturnering skal FCK blive dansk mester. Ellers kan FCK i bedste fald komme i Conference League.

Siden udgangen af regnskabsåret 2022 er FCK blevet udskilt af Parken og registreret som et partnerselskab, der – indtil videre – er 100 procent ejet af Parken.

Parkens øvrige ben består af kontorejendommene i nationalarenaen samt feriecentrene Lalandia.

/ritzau/

Andre læser også