Det skriver Politico.
Den seneste tid er skovbrandene i de canadiske provinser Quebec og Ontario intensiveret, og de har nu sendt en stor røgfane mod det europæiske kontinent.
Det oplyser EU’s klimatjeneste Copernicus ifølge Politico.
Mandag ankom røgen fra de canadiske skovbrande til Portugal og Spanien. Røgfanen forventes at passere tværs over Vesteuropa og De Britiske Øer omkring torsdag.
Politico skriver, at europæerne ifølge eksperter ikke skal forvente, at luften bliver orange på grund af røgfanen.
Derudover skal de heller ikke være bekymrede for, at røgen kan føre til vejrtrækningsproblemer.
– Den forudsagte røgtransport forventes ikke at have en væsentlig indvirkning på luftkvaliteten ved overfladen, skriver Copernicus i en skriftlig udtalelse til Politico.
Tidligere på måneden blev luften orange i flere områder i det nordlige USA – heriblandt New York – da røg fra skovbrandene i Canada havde bevæget sig sydpå.
Luftkvaliteten blev kategoriseret som sundhedsskadelig, og New Yorks guvernør, Kathy Hochul, kaldte situationen for en “nødsituation”.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser Copernicus tirsdag, at de canadiske skovbrande nu har udledt 160 millioner tons kulstof.
Det er den højest målte mængde i Canada siden 2003, hvor man begyndte at overvåge udledninger fra skovbrande.
Omkring 76.000 kvadratkilometer land står i flammer i Canada. Det er mere end de områder, som brændte i 2016, 2019 og 2022 tilsammen, skriver Reuters.
Dermed er dette års skovbrande er det værste nogensinde registreret i Canada.
/ritzau/
Andre læser også