AVIZ

Canadas fodboldkvinder og -forbund indgår aftale efter strid

FILE PHOTO: Soccer Football - Women''s Team - Medal Ceremony
FILE PHOTO: Soccer Football - Women''s Team - Medal Ceremony (Carlos Barria/Reuters)

Aftalens vilkår afspejler dem, som landets herrelandshold har, oplyser Canada Soccer.

Det betyder, at fodboldkvinderne betales per kamp og får resultatbaseret kompensation.

En endelig kollektiv aftale er stadig under forhandling.

– Det her handler om respekt, det handler om værdighed, og det handler om at ligestille det konkurrencemæssige miljø i en verden, der er fundamentalt ulige, siger Earl Cochran, der er generalsekretær i Canada Soccer, i en udtalelse.

– Vi har været konsekvente og offentlige om behovet for, at retfærdighed og ligeløn bliver grundsten i enhver ny aftale med vores spillere. Det leverer vi i dag.

Canadas fodboldkvinder er regerende olympiske mestre. I februar blev de tvunget til at spille turneringen SheBelieves, efter at de var blevet truet med et søgsmål, fordi de havde planer om at strejke over deres løn og budgettet for holdet.

Ved turneringen gik de inden deres første kamp på banen i lilla trøjer med teksten “nok er nok” på.

Tidligere på ugen trådte præsidenten for Canada Soccer, Nick Bontis, tilbage.

Da han trådte tilbage, sagde han, at der er brug for forandringer i toppen af forbundet i kølvandet på striden med landsholdet.

I en udtalelse sagde han, at selv om der er en “reel mulighed” for at nå til enighed om en kollektiv aftale mellem Canada kvinde- og herrelandshold, ville han forlade posten.

Det canadiske kvindelandshold er nummer seks på verdensranglisten og en af outsiderne til at vinde guld ved sommerens slutrunde.

Danmark ligger nummer 18 på verdensranglisten.

/ritzau/Reuters

Andre læser også