AVIZ

Canada vil undersøge TikToks dataindsamling og -deling

FILE PHOTO: Illustration picture of Tiktok with Chinese flags
FILE PHOTO: Illustration picture of Tiktok with Chinese flags (Florence Lo/Reuters)

Det oplyser privatlivskommissæren ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag.

Udmeldingen kommer efter, at TikTok i løbet af torsdag har været et af de helt store debatemner i flere dele af verden.

Ansatte i EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet har fået en frist på cirka tre uger til at slette appen fra deres tjenstlige telefoner. De har desuden fået at vide, at de heller ikke må have TikTok på deres private telefoner, hvis de samtidig har EU-kommunikationsapps installeret.

Også her i Danmark har den kinesiskejede app været drøftet.

Center for Cybersikkerhed (CFCS) oplyste torsdag, at det fraråder ansatte i staten at have appen installeret på deres tjenstlige telefoner, herunder mobiltelefoner. Det gælder også tjenestemobiltelefoner til blandt andre ministre og embedsmænd, som kan have “behov for et højt sikkerhedsniveau.”

TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, der er mistænkt for at videregive oplysninger til styret i Beijing.

Og det er netop appens datahåndtering, som den canadiske privatlivskommissær vil undersøge.

I en pressemeddelelse oplyser privatlivskommissæren, at undersøgelsen vil fokusere på at finde ud af, om “der indsamles gyldigt og meningsfuldt samtykke til at personlige informationer kan indsamles, bruges og deles”.

Canada har før beskyldt den kinesiske regering for at forsøge at yde indflydelse på canadiske valg. Canada har også beskyldt Kina for at forsøge spionage i landet. Det har styret i Beijing afvist.

/ritzau/

Andre læser også