AVIZ

Bulgarere i Storbritannien anklages for at spionere for Rusland

FILES-BRITAIN-RUSSIA-POLITICS-ESPIONAGE

Af tiltalen fremgår det, at de har forsøgt at indsamle oplysninger, der kan være nyttige for en fjende.

Det er sket i en periode fra august 2020 til februar i år. De fem anklagede er tre mænd og to kvinder.

De er mellem 29 og 45 år. De er bosiddende i Storbritannien.

To af de anklagede er tidligere blevet tiltalt for at være i besiddelse af falske identitetspapirer. Det oplyser anklagemyndigheden.

De fem blev alle anholdt i februar af en antiterrorenhed i Londons politi.

De skal møde op ved en domstol i London tirsdag i næste uge.

Der er ingen reaktion på anklagerne fra den russiske ambassade i London ifølge Reuters.

De fem anklagede er den 45-årige Orlin Roussev, 41-årige Bizer Dzhambazov, 31-årige Katrin Ivanova og den jævnaldrende Ivan Stojanov samt Vanja Gaberova på 29.

Storbritannien har søgt en hårdere linje over for spionage. I juli blev der vedtaget en lov om national sikkerhed. Den har til formål at afskrække fremmede magter.

Ved den lejlighed hed det, at Rusland er “den mest akutte trussel” mod sikkerheden.

I november oplyste den britiske spionchef for interne anliggender, at flere end 400 formodede russiske spioner var blevet udvist fra Europa. Det er “det mest betydningsfulde strategiske nederlag” for den russiske regering i nyere tid, lød det.

Britisk politi har tidligere sigtet tre russere for forsøg på at myrde den afhoppede russiske dobbeltagent Sergej Skripal med nervegiften novitjok. Det var i 2018.

De menes alle tre at være tilknyttet den militære efterretningstjeneste i Rusland (Gru). De befinder sig i dag i Rusland og er uden for rækkevidde for de britiske myndigheder.

/ritzau/dpa

Andre læser også