AVIZ

Briter vil slå ned på bander bag sexovergreb på børn

Britain Politics
Britain Politics (Lindsey Parnaby/Ritzau Scanpix)

Initiativet har været længe undervejs og ledsages af en ophedet diskussion om kulturelle og etniske forskelle.

– Dette sker ti år for sent, siger oppositionslederen Keir Starmer.

Den britiske premierminister, Rishi Sunak, erklærede mandag, at “politisk korrekthed” ikke vil komme i vejen for hans regerings bestræbelser på at slå ned på seksuel udnyttelse af kvinder og børn, som er særligt udbredt i nogle etniske grupper og ofte knyttet til bandekriminalitet.

Sunak har sagt, at bander, som tvinger og lokker børn til at lade sig underkaste seksuelt misbrug, er mere udbredte, end folk er klar over.

Premierministeren besøgte mandag det nordlige England for at lancere rækken af nye initiativer og indgreb, som skal beskytte piger og unge kvinder mod misbrug og vold. I disse initiativer vil der også blive anvendt data om kriminelles etniske baggrund som støtte for politiets efterforskninger.

– Intet skal få lov til at stå i vejen for os i kampen for at få stoppet disse bander, siger den britiske premierminister.

Det indgår også i planen, at stærkt specialiserede politifolk skal hjælpe lokale politistyrker med at opklare og forhindre seksuel udnyttelse af unge og børn, som i dag bliver ofre for nye bander, som groomer helt unge.

Udtrykket grooming beskriver en situation, hvor mentalt eller aldersmæssigt overlegne personer opbygger relationer til et barn eller en ung person med henblik på seksuelle overgreb og udnyttelse.

Anvendelsen af data om etnisk baggrund i politiets efterforskning af “groomingbander” ventes at blive kritiseret, men regeringen vil insistere på, at spørgsmål om “kulturel sårbarhed og følsomhed” ikke må forhindre, at kriminelle bliver stoppet.

Indenrigsminister Suella Braverman langede søndag ud efter britisk-pakistanske mænd i diskussionen om groomingbander. Hun beskyldte myndighederne for at vende det blinde øje til, når de så frygt og misbrug, fordi de frygter at blive kaldt racister eller hyklere.

Braverman henviste til opsigtsvækkende sager i Rotherham og Rochdale, hvor især pakistanske mænd har været involveret, og hvor der har været fokus på kløfter mellem kulturelle værdier i forhold til kvinder.

– Vi så her pakistanske mænd, som var helt ude af trit med britiske værdier, da de ser kvinder på en fornedrende måde – eller helt ærligt på en afskyelig måde – og handler ud fra det, siger Suella Braverman.

Tidligere undersøgelser, som indenrigsministeriet har fået foretaget, viser, at de fleste mænd, som misbruger børn i disse grupper, er under 30 år, og at hovedparten af dem er hvide.

Sunak, som blandt andet besøger Leeds og Manchester, understreger, at der vil blive slået ned på groomingbander, og at ofrene skal have hjælp både socialt og juridisk.

/ritzau/dpa

Andre læser også