AVIZ

Brasiliens præsident bryder landets isolation med besøg i Kina

BRAZIL-CHINA-LULA DA SILVA-XI JINPING
BRAZIL-CHINA-LULA DA SILVA-XI JINPING (Joedson Alves/Ritzau Scanpix)

Under besøget, som finder sted i dagene 26. -31. marts, skal Lula have møder med den kinesiske leder, præsident Xi Jinping.

Det er et af de første konkrete tegn på, at Lula, som var leder af Latinamerikas største økonomi to gange mellem 2003 og 2010, vil bryde Brasiliens udenrigspolitiske isolation efter fire år under den stærkt højreorienterede Jair Bolsonaro.

Det er det første udlandsbesøg Lula foretager, efter at han blev indsat i præsidentembedet i januar.

I sin indsættelsestale i Kongressen gjorde Lula det klart, at han vil arbejde for at give Brasilien en ny rolle på den internationale scene efter at have genoptaget “den sydamerikanske integration. Han pointerede også, at Brasilien genoptager “den høje og aktive dialog med USA, EU og Kina”.

Kina er Brasiliens vigtigste handelspartner. Den bilaterale handel mellem de to lande var sidste år på op mod 1000 milliarder kroner, mens USA kom ind på en fjern andenplads på 622 milliarder kroner.

I Beijing siger en regeringstalsmand, at “Kina lægger stor vægt på et strategisk partnerskab med Brasilien”.

Kina meddelte også fredag, at præsident Xi i næste uge er på statsbesøg i Moskva. Tidligere på måneden sikrede Kina et diplomatisk gennembrud i Mellemøsten, da Saudi-Arabien og Iran nåede til enighed om at begrave stridsøksen efter kinesisk mægling.

På sigt åbner Kinas nye optrappede samarbejde med både Saudi-Arabien, Iran, Brasilien og Rusland op for nye perspektiver for kinesernes internationale rolle og landets omfattende ” Belt and Road-initiativ”, der også omtales som den “nye silkevej”. Det går ud på at styrke Kinas økonomiske strategiske muligheder i blandt andet Afrika og Asien.

Projektet betragtes med skepsis i EU og er ofte blevet beskyldt for være en skjult “gældsfælde”, som skal hjælpe kinesiske selskaber. EU har udarbejdet planer for en global investeringsplan, som mange opfatter som en konkurrent til Kinas omfattende “Belt and Road-initiativ”.

/ritzau/AFP

Andre læser også