Det fremgår af et udkast til en afgørelse, som Rasmus Paludan lørdag har delt på Facebook.
– Bornholms Politi vurderer, at din tilstedeværelse på Folkemødet på Bornholm 2023 vil medføre en konkret og nærliggende fare for din sikkerhed såvel som andre tilstedeværende personers sikkerhed.
– Det er Bornholms Politis vurdering, at politikredsen ikke kan iværksætte de fornødne sikkerhedsforanstaltninger, der med tilstrækkelig sikkerhed kan afværge den fare, der er forbundet med din deltagelse i Folkemødet, lyder det blandt andet i udkastet.
Rasmus Paludan har fået frem til mandag til at komme med bemærkninger til udkastet. Folkemødet begynder torsdag.
Et påbud vil betyde, at han ikke må opholde sig blandt andet “i og omkring arrangementsområdet i og omkring Allinge” og kan i sidste ende blive fjernet af politiet, hvis han bryder påbuddet.
Det fremgår af politiloven, at hvis mindre indgribende midler ikke er tilstrækkeligt, kan politiet om nødvendigt frihedsberøve den eller dem, som udgør faren.
Han skriver dog i sit Facebook-opslag, at han vil deltage i Folkemødet alligevel og kalder afgørelsen for “ulovlig”.
Bornholms Politi begrunder blandt andet i udkastet det mulige påbud med, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har orienteret om, PET’s personbeskyttelse af Rasmus Paludan “ikke vil være muligt at opretholde”, hvis han deltager i Folkemødet mod PET’s anbefaling.
I en skriftlig kommentar til Ritzau lyder det fra Bornholms Politi, at “politiet vurderer ud fra det aktuelle trusselsbillede, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at iværksætte af hensyn til sikkerheden på Folkemødet”.
– Vi er i den forbindelse meget bevidste om behovet for at sikre enkeltpersoners ytringsfrihed.
– Hensynet til den enkeltes ytringsfrihed skal imidlertid afvejes i forhold til behovet for at sikre, at Folkemødet kan afvikles trygt og sikkert for alle besøgende. Bornholms Politi har for nuværende ikke mulighed for at oplyse yderligere, siger chefpolitiinspektør Dannie Rise.
Rasmus Paludan siger til Ekstra Bladet, at “det er åbenlyst juridisk ulovligt”.
– Det er helt åbenlyst, at der ikke er grundlag for at give mig et forbud, da jeg ikke foretager mig noget farligt eller ordensforstyrrende, men tværtimod opholder mig i Stram Kurs’ telt, som vi har tilladelse til og betalt for.
– Det skal meddeles folk, der gør noget aktivt – hvilket jeg ikke gør, siger han til Ekstra Bladet.
/ritzau/
Andre læser også