AVIZ

Boris Johnson trækker sig fra det britiske parlament – for nu

Britain Politics Boris Johnson
Britain Politics Boris Johnson (Alberto Pezzali/Ritzau Scanpix)

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Johnson har kæmpet for sin politiske fremtid i forbindelse med en sag, hvor han mistænkes for at have vildledt parlamentet under coronakrisen.

Han siger selv, at han føler sig tvunget ud.

– Det er virkelig trist at skulle forlade parlamentet – i hvert fald for nu.

– Jeg bliver tvunget ud af en meget lille håndfuld personer, der ikke har nogen beviser, der bakker deres anklager op, siger Johnson ifølge Reuters.

Boris Johnson var premierminister fra juli 2019 til september 2022.

Han forlod posten sidste år på grund af vrede i Det Konservative Parti og i den britiske befolkning, over at han han under coronapandemien holdt fester, der brød coronarestriktionerne, i embedsboligen på Downing Street.

Johnson har selv afvist at have løjet om festerne. Han har også hele tiden stået fast på, at han ikke selv begik regelbrud.

Det udvalg, der undersøgte Johnsons handlinger, var ifølge den tidligere premierminister farvet fra begyndelsen og gav ham ikke en chance.

– Det fleste medlemmer af udvalget – særligt formanden – havde allerede udtrykt yderst fordomsfulde ting om min skyld, endda før de havde set beviserne, siger Johnson fredag i en længere udtalelse.

– Set i bakspejlet så var det naivt og for tillidsfuldt af mig at tro, at det på nogen måde ville foregå på en brugbar eller fair måde, lyder det.

Johnson sender fredag også en kritik afsted mod sin afløser, den nuværende konservative premierminister, Rishi Sunak.

– Da jeg forlod kontoret sidste år, var regeringen kun nogle få procentpoint bagud i meningsmålingerne. Den er nu meget længere bagud, lyder det.

Johnsons afløser i parlamentet skal findes via et suppleringsvalg.

/ritzau/

Andre læser også