AVIZ

Blev kaldt TikTok-kongen: Nu har Alex Vanopslagh slettet appen

Gudstjeneste i Holmens Kirke på årsdagen for krigen i Ukraine
Gudstjeneste i Holmens Kirke på årsdagen for krigen i Ukraine (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det oplyser han i en sms til Politiken.

Alex Vanopslagh er blandt de folketingspolitikere, der har været mest aktive på TikTok. Hans profil er stadig aktiv og har i dag omkring 38.600 følgere.

Til Politiken skriver han, at han slettede appen i sidste uge “i lyset af den kritik, som også har ført til de nye anbefalinger”.

Torsdag kom det frem, at Center for Cybersikkerhed fraråder at have TikTok installeret på tjenstlige enheder. Samme dag forbød EU-Kommissionen og EU-Ministerrådet de ansatte at have appen på arbejdstelefoner.

Også Rosa Lund fra Enhedslisten har valgt at slette TikTok på sin arbejdstelefon. Til Politiken oplyser hun, at hun fremover kun vil bruge appen på sin private telefon.

Rosa Lund har næsten 13.000 følgere på mediet.

Fredag har flere partier meldt ud, at deres partiansatte og folketingsmedlemmer ikke længere må bruge appen på deres telefoner.

Det gælder blandt andet Radikale Venstre og Danmarksdemokraterne. Flere politikere fra Radikale Venstre har efterfølgende slettet deres profil.

Liberal Alliance oplyser, at partiet følger myndighedernes anbefalinger og derfor har bedt folketingsmedlemmer og partiansatte om at slette TikTok på deres arbejdstelefoner.

– Vi vil fremover stadig benytte os af TikTok, men vil sikre, at det sker fra private telefoner, hvor der ikke deles fortrolige oplysninger, skriver partiet i en skriftlig kommentar.

Ifølge Politiken vil Enhedslisten tage stilling til anbefalingerne fra Center for Cybersikkerhed tirsdag.

Under valgkampen i 2022 blev Alex Vanopslagh flere steder i medierne omtalt som kongen af TikTok. Politikeren har især brugt mediet til at lægge korte, sjove videoer ud.

/ritzau/

Andre læser også